Argentinere demonstrerer over nyvalgt præsidents økonomiske reform

13. JUN 2024 • 04:54UDLAND

Javier Milei blev valgt på løfte om at genstarte økonomien. Ikke alle argentinere er glade for hans planer.

Demonstranter mod præsident Javier Mileis økonomiske reformer stødte onsdag sammen med politiet foran Den Nationale Kongres i Argentina.

På billeder fra gaderne i hovedstaden Buenos Aires kan man se en bil, der er blevet sat i brand, samt demonstranter, som kaster sten og flasker mod politiet.

Politiet kvitterer med brug af vandkanoner og gummikugler den anden vej.

Præsidentens planer er allerede blevet vedtaget i Deputeretkammeret, det ene af parlamentets to kamre.

Sent onsdag aften lokal tid blev det også vedtaget i Senatet.

Regeringen har blot en lille minoritet i begge kamre og havde brug for sine støttepartier for endeligt at vedtage reformerne.

36 stemte for, mens 36 stemte imod. Dermed kunne vicepræsident Victoria Villarruel i kraft af sine beføjelser som formand for Senatet afgøre beslutningen til regeringens fordel.

Milei blev i slutningen af sidste år valgt på sit løfte om at genstarte økonomien i Argentina, hvis årlige inflation ligger på omkring 300 procent.

- Argentinernes liv er på spil. Vi har drukket giften bestående af nul inflation med nul økonomisk aktivitet adskillige gange. Giften har slået fejl adskillige gange, og vi kommer ikke til at tillade det igen, lyder det fra demonstrant og arrangør Luis D'Elia.

Milei, der beskriver sig selv som anarkokapitalist, kom ind i argentinsk politik som en outsider, men han vandt en klar sejr i landets præsidentvalg.

Foruden høj inflation er økonomien præget af høj statsgæld, omfattende tryk af pengesedler og underskud på statsbudgettet.

Milei har flere gange beskrevet Den Nationale Kongres som en "rotterede".

Regeringen har udtalt, at lovforslaget er afgørende for at afværge den alvorlige økonomiske krise.

- Vi kommer til at ændre Argentina. Vi gør Argentina liberalt, sagde præsidenten i en tale onsdag.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT