Arabisk partileder håber at kunne sikre flertal med opposition i Israel
Arabiske partier står i målinger til 17 sæder i Knesset og kan få en vigtig rolle i Israels parlamentsvalg.
Mansour Abbas, der leder det arabisk-israelske parti Ra'am, håber, at han sammen med oppositionsblokken kan sikre et flertal i det israelske parlamentsvalg.Det siger Abbas ifølge det israelske medie Haaretz tirsdag aften.
De arabiske partier Ra'am og Fælleslisten står ifølge valgstedsmålinger til mellem 17 og 18 sæder samlet i parlamentet.
Hvis det bliver en realitet, sidder partierne dermed på nogle ret eftertragtede mandater, som både oppositionsblokken med Gadi Eisenkot i spidsen og den siddende premierminister, Benjamin Netanyahu, mangler for at kunne samle et flertal bag sig.
- Jeg håber, at tallene vil gå op, og at vi, forandringens blok og UAL (Ra'am), kan sikre 61 pladser i Knesset, siger Mansour Abbas ifølge Haaretz.
Forud for valget, som har fundet sted tirsdag, har partierne Ra'am og Fælleslisten endnu ikke officielt meldt ud, hvilken af de to blokke de støtter.
Selvom de to partier ikke tilhører oppositionsblokken, har de dog ifølge AFP tidligere givet udtryk for, at de er åbne for at støtte den.
Ved det seneste valg i 2022 fik begge partier hver fem mandater, så det er noget af en stigning, de potentielt står til.
Valgstedsmålingerne kommer, efter at valgstederne i landet lukkede klokken 21.00 dansk tid.
Det er altså ikke det endelige resultat, men flere israelske medier skriver, at valgstedsmålingerne typisk giver et godt billede af, hvordan de forskellige politiske blokke har klaret sig.
Stemmerne fra valget forventes løbende at blive talt op og offentliggjort i løbet af natten.
RITZAU
