Antal illegale migranter i EU steg til højeste niveau siden 2016

16. JAN 2024 • 16:14UDLAND

Sidste år kom omkring 380.000 illegale migranter til EU. Det er det højeste niveau siden 2016.

Antallet af illegale grænseoverskridelser ind i EU steg i 2023 til 380.000.

Det oplyser den europæiske grænse-og kystvagt, Frontex, i en erklæring.

Frontex siger, at der er tale "om en betydelig stigning", og at antallet af irregulære ankomster til EU-landene nu er på det højeste niveau siden 2016.

- Der er tale om en stigning på 17 procent i forhold til antallet i 2022, hvilket indikerer en stabil stigning gennem de seneste tre år, skriver Frontex, som har hovedkvarter i den polske hovedstad, Warszawa.

Ifølge opgørelsen fra Frontex er cirka 41 procent af de omkring 380.000 migranter og flygtninge kommet over den centrale del af Middelhavet.

Andre 26 procent er kommet via den vestlige del af Balkan, mens 16 procent er kommet over den østlige del af Middelhavet.

- Syrere foretog over 100.000 af de irregulære grænseovergange. Det var den største gruppe blandt de mange forskellige nationaliteter, skriver Frontex, som angiver, at den næststørste gruppe var fra Guinea, mens den tredjestørste var fra Afghanistan.

Kvinder udgjorde knap ti procent, mens antallet af mindreårige også var på lidt under ti procent.

Knap 30.000 migranter krydsede Den Engelske Kanal for at komme til Storbritannien fra det kontinentale Europa i 2023. Det var et markant fald i forhold til året før.

Det nye tal, som er på præcist 29.437, kommer fra den britiske regering.

Men de illegale ankomster til Englands sydøstlige kyst er stadig et stort politisk problem for den konservative regering i London.

Premierminister Rishi Sunak havde lovet, at bådene skulle stoppes i 2023.

Sunak kan dog henvise til, at antallet af migranter, der kommer til Storbritannien, er reduceret med 36 procent i 2023. I 2022 ankom der et rekordhøjt antal migranter, nemlig 45.000.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT