Anklagemyndighed anker afvisning af Trumps dokumentsag
Anklager i Trumps sag om opbevaring af hemmelige dokumenter har anket afgørelse om afvisning af straffesagen.
Den amerikanske anklagemyndighed har onsdag anket afvisningen af en straffesag, hvor tidligere præsident Donald Trump er tiltalt for at have opbevaret klassificerede dokumenter i sit hjem.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Mandag afviste Aileen Cannon, der er dommer i delstaten Florida, straffesagen.
Ifølge dommeren er den særlige anklager i sagen, Jack Smith, udpeget på ulovlig vis.
Dermed har han heller ikke ret til at indbringe sagen for retten.
Umiddelbart efter dommerens afgørelse oplyste anklagemyndigheden, at afgørelsen ville blive anket.
Det er formelt sket onsdag, hvor Smiths kontor har anmodet om at få genoplivet straffesagen og omstødt Cannons afvisning af den.
- Afvisningen af sagen afviger fra tidligere konklusioner fra alle tidligere domstole, der har vurderet spørgsmålet om, at justitsministeren er bemyndiget til at udpege en særlig anklager, skriver Smith i en udtalelse ifølge dpa.
Jack Smith er også udpeget som særlig anklager i en anden sag, hvor Trump ved en føderal domstol i Washington D.C. er anklaget for at have forsøgt at omgøre resultatet af præsidentvalget i 2020.
I andre sager har andre dommere afgjort, at USA's justitsministerium har mulighed for at udpege særlige anklagere. Det gælder især i sager, der kan betegnes som politisk følsomme.
Men med Aileen Cannons afgørelse er der opstået fornyet tvivl om, hvorvidt sagen om opbevaring af hemmeligstemplede dokumenter vil komme for retten, skriver Reuters.
Efter at Donald Trump stoppede som USA's præsident den 20. januar 2021, fandt FBI klassificerede dokumenter i Mar-a-Lago, Trumps bolig i Florida.
Der er rejst anklager mod ham om blandt andet at have obstrueret FBI's arbejde og at have løjet for myndighederne. Anklagerne tæller også brud på spionageloven.
Trump har i månedsvis haft fire straffesager hængende over hovedet.
Han og hans advokater har løbende forsøgt at få dem udskudt til efter præsidentvalget 5. november.
30. maj blev han fundet skyldig i alle 34 anklagepunkter i tys-tys-sagen, som handler om at forfalske regnskabsmateriale for at dække over en affære med en pornostjerne.
/ritzau/