Anholdt borgmester: Tyrkerne vil give det nødvendige svar på løgne

19. MAR 2025 • 15:26UDLAND

Istanbuls borgmester mener, at tyrkerne vil give det "nødvendige svar" på hans anholdelse, skriver han på X.

Istanbuls anholdte borgmester og en af præsident Erdogans største kritikere, Ekrem Imamoglu siger, at de tyrkiske vælgere vil give det "nødvendige svar" på "konspirationer, fælder og løgne".

Det skriver borgmesteren i en håndskrevet note, som han har delt i et opslag på X, nogle timer efter at han onsdag morgen blev anholdt efter en politirazzia i sit hjem.

Han er anklaget for at lede en kriminel organisation, bestikkelse og støtte til en terrororganisation, skriver mediet CNN Türk. Anholdelsen har ført til øjeblikkelige protester og kritik fra oppositionen.

- Til de mennesker, der overtræder folks rettigheder og stjæler folkets vilje, vil vores nation give det nødvendige svar, skriver han i opslaget.

Borgmesteren blev anholdt som en del af en større korruptionsundersøgelse i landet. I alt blev 100 mistænkte anholdt onsdag morgen, skriver Reuters.

Tyrkiet har begrænset adgangen til flere sociale medier, herunder X, YouTube og Instagram, efter anholdelsen af borgmesteren.

Ekrem Imamoglu er fra partiet Det Republikanske Folkeparti (CHP) og anses for at være en markant rival til Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Partiet er et socialdemokratisk politisk parti i Tyrkiet og det største oppositionsparti. Partiet blev grundlagt i 1923 af Tyrkiets grundlægger og første præsident, Kemal Atatürk.

Anholdelsen sker, blot få dage før partiet CHP den 23. marts skulle afholde primærvalg og udvælge dets næste præsidentkandidat frem mod præsidentvalget, der skal holdes senest i 2028.

Her var det den klare forventning ifølge flere tyrkiske medier, at Imamoglu ville blive valgt som CHP's kandidat.

Som følge af anholdelsen er der ifølge Udenrigsministeriet i Danmark risiko for demonstrationer og uro i de kommende dage. Danskere opfordres til at holde sig på afstand af protester.

- De kan opstå med kort varsel og udvikle sig voldeligt. Politiet forventes at være talstærkt til stede i gadebilledet. Der er indført forbud mod demonstrationer indtil på søndag den 23. marts, skriver ministeriet.

Ifølge Reuters har mere end 100 mennesker onsdag eftermiddag samlet sig tæt på politiets hovedkvarter i Istanbul, hvor Imamoglu er anholdt.

En af dem er Yilmaz Arslan. For ham kommer anholdelsen af borgmesteren ikke som en overraskelse.

- Vi have faktisk forudset, at Imamoglu snart ville gå gennem sådan en anholdelsesproces. Vi er her indtil beslutningen er ændret, og retfærdigheden sker, siger han til Reuters.

Flere demonstranter kalder ifølge mediet anholdelsen et "kup" mod oppositionspartiet.

Reuters beskriver, hvordan flere gader i byen, der leder ned mod politistationen, er blevet afspærret, og at der er kampklædte politibetjente i gaderne.

Ifølge mediet har Istanbuls guvernørkontor forbudt alle offentlige forsamlinger efter anholdelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT