ANC danner enhedsregering i Sydafrika

14. JUN 2024 • 18:06UDLAND

Ny regering omfatter tre andre partier end ANC - deriblandt rivalerne i erhvervsvenlige Demokratiske Alliance.

Den Afrikanske Nationalkongres, ANC, har indgået en aftale om at danne en national enhedsregering for Sydafrika sammen med tre andre partier – deriblandt ærkerivalerne fra den erhvervsvenlige Demokratiske Alliance, DA. Det rapporterer den statslige radio SABC ifølge Reuters.

Helen Zille fra Demokratisk Alliance bekræfter over for Reuters, at ANC og hendes parti har indgået aftale om en enhedsregering.

ANC, som har været ved magten i Sydafrika, siden et valg i 1994 markerede afslutningen på apartheid, mistede sit flertal for første gang ved valget den 29. maj, hvilket førte til to ugers intense forhandlinger med andre partier.

Rapporten fra SABC kom fredag formiddag, samtidig med at det nyvalgte parlament var ved at blive taget i ed og forberedte en afstemning om valg af en ny parlamentsformand.

Parlamentet skal senere vælge landets præsident.

SABC rapporterer, at enhedsregeringen vil omfatte ANC, DA, det socialkonservative Inkatha Frihedsparti og det højreorienterede parti Patriotiske Alliance.

Præsident Cyril Ramaphosa, ANC’s leder, ventes at blive genvalgt.

Det vil blive budt velkommen i erhvervslivet i Europa, at det forretningsorienterede parti Demokratisk Alliance er med i regeringen. Partiet vil forsøge at trække Sydafrika i retning af Europa og USA.

Alliancen fik 22 procent af stemmerne ved valget.

Sydafrika er det afrikanske land, som Danmark handler mest med.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU