Amerikanske soldater meldes såret i angreb mod base i Irak
Ifølge kilder har raketangreb gjort skade på flere amerikanske soldater i Irak. Det vides ikke hvor mange.
Flere amerikanske soldater er blevet såret i et raketangreb mod en base i Irak.Det siger tre unavngivne embedsmænd mandag aften til nyhedsbureauet Reuters.
Også en talsperson inden for USA's forsvar bekræfter over for nyhedsbureauet AFP hændelsen.
- Der var et mistænkt raketangreb i dag mod amerikanske (styrker, red.) og mod koalitionsstyrker på al-Asad-luftbasen i Irak. De indledende oplysninger peger på, at flere fra det amerikanske personel er såret, siger talspersonen, vis navn ikke fremgår.
Det oplyses ikke, præcis hvor mange personer, der er blevet såret, eller om nogen af dem er i livsfare.
Der er tale om Ain al-Asad-luftbasen, som ligger i provinsen Anbar i det vestlige Irak, hvor der er amerikanske styrker. Den har også tidligere huset danske soldater, men det gør den ikke længere.
Tidligere tirsdag aften beskrev AFP, at der blev affyret raketter mod Ain al-Asad-luftbasen.
Mens nogle af dem "landede inde på basen", var der også en raket, der landede i en nærtliggende landsby - dog uden at forårsage nogen skade, oplyste en unavngiven irakisk kilde.
Angrebet mod basen sker, få dage efter at et amerikansk angreb i Irak angiveligt dræbte fire medlemmer af Iraks Folkelige Mobiliseringsstyrker (PMF).
PMF er et statsligt sikkerhedsagentur, som består at dusinvis af bevæbnede grupper - mange af dem med tætte relationer til Iran.
Der er dog endnu ingen, der har taget ansvar for tirsdagens angreb.
USA's præsident, Joe Biden, og hans vicepræsident, Kamala Harris, er blevet underrettet om angrebet og omstændighederne omkring det. Det oplyser præsidentkontoret natten til tirsdag.
Ain al-Asad-luftbasen har også før været mål for angreb - i april blev mindst en drone således sendt mod den. Her var der dog ingen meldinger om tilskadekomne.
I januar kom fire amerikanske soldater til skade ved et andet angreb mod basen.
/ritzau/