Amerikansk laboratorie indfanger 24 ud af 42 flygtede aber
18 rhesusaber er på fri fod i byen Yamassee, efter at en større flok i sidste uge flygtede fra laboratorie.
I den amerikanske delstat South Carolina er 24 aber, som onsdag flygtede fra et laboratorie, blevet fanget og flyttet tilbage i fangenskab.Der var i alt 43 aber, som flygtede fra laboratoriet. Lørdag blev en enkelt af dem indfanget, og der er således 18 af aberne, som fortsat er på fri fod.
Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.
De indfangne aber er ikke kommet til skade - hverken under flugten eller indfangelsen af dem, lyder det.
Aberne tilhører virksomheden Alpha Genesis, som har et laboratorie i byen Yemassee. Her står virksomheden for avl af aberne, som de så sælger videre til medicinalselskaber og forskellige forskningsprojekter.
Alle aberne er hunaber af arten rhesusabe. De er cirka på størrelse med en kat og vejer omkring tre kilo.
De 18 aber, som virksomheden endnu ikke er lykkedes med at få retur, opholder sig sammen nær det hegn, som indhegner laboratoriets grund. Nætterne tilbringer de i træerne.
Det oplyser politiet i Yemassee i en udtalelse.
Dyrlæger har på afstand studeret de flygtede aber, og ingen af dem ser ud til at være helbredsmæssigt påvirket af livet uden for laboratoriet, lyder det.
De 43 abers flugt onsdag fandt sted, efter at en ansat hos Alpha Genesis havde glemt at låse døren ordentligt, da hun havde fodret dem.
Tidligere har den administrerende direktør for Alpha Genesis, Greg Westergaard, udtalt, at man vil fortsætte arbejdet med at indfange de frie aber, indtil de alle er tilbage i laboratoriet.
De lokale myndigheder har anbefalet indbyggere, der bor nær laboratoriet, at lukke deres vinduer og ringe 112, hvis de ser en af aberne.
Alpha Genesis' laboratorie ligger omkring 80 kilometer nordøstligt for storbyen Savannah i delstaten Georgia.
I Yemassee er virksomhedens faciliteter bare kendt som "abefarmen".
/ritzau/