Amerikansk dekret baner vej for sanktioner mod voldelige bosættere

1. FEB 2024 • 19:18UDLAND

Med nyt system vil USA kunne indføre både økonomiske sanktioner og visumrestriktioner for israelske bosættere.

Hvis israelske bosættere begår vold eller truer palæstinensere på Vestbredden, skal det kunne udløse både økonomiske sanktioner og indrejseforbud fra amerikansk side.

Det fremgår af et dekret, som USA's præsident, Joe Biden, torsdag har underskrevet ifølge Reuters. Jake Sullivan, der er national sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus, oplyser om tiltaget i en udtalelse.

Bosættere på Vestbredden skal desuden kunne straffes, hvis de eksempelvis beslaglægger palæstinenseres ejendom.

- Handlingerne i dag har til formål at fremme fred og sikkerhed for både israelere og palæstinensere, siger Jake Sullivan ifølge Reuters.

Ifølge tal fra FN er det daglige antal overfald, der bliver begået af bosættere mod palæstinensere på Vestbredden, mere end fordoblet siden 7. oktober.

Her angreb den palæstinensiske bevægelse Hamas det sydlige Israel og dræbte 1200 personer. Desuden blev 240 personer - både israelere og udlændinge - taget til fange.

Personer, der bliver ramt af USA's sanktioner, vil få indefrosset alle værdier, de måtte have i USA. Generelt vil det være forbudt for amerikanere at handle og interagere med dem.

To højtstående embedsmænd fortæller til Reuters, at det amerikanske udenrigsministerium vil offentliggøre navnene på fire personer, der som de første bliver ramt af sanktionerne på baggrund af det nye system.

Både præsident Biden selv og flere af hans folk har gentagne gange advaret om, at Israel er nødt til at stoppe volden, som bliver begået af israelske bosættere mod palæstinensere.

Ifølge en unavngiven højtstående embedsmand i den amerikanske administration har Joe Biden italesat problemet direkte over for Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Bidens administration ser volden som en stor sikkerhedsrisiko både på Vestbredden og i Israel såvel som i Mellemøsten som helhed.

Desuden ødelægger det muligheden for at etablere en palæstinensisk stat, der skal eksistere ved siden af Israel, påpeger embedsmanden.

Ifølge FN er der omkring 700.000 israelske bosættere på Vestbredden inklusiv Østjerusalem. I alt bor der godt tre millioner mennesker på Vestbredden, som har været besat af Israel siden 1967.

De israelske bosættere lever bag mure og hegn i enklaver, som er omgivet af palæstinensiske marker, landsbyer og byer. De har samme rettigheder som israelske statsborgere, der bor inde i Israel.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT