Ambassadør i Moskva melder om rolige tilstande
Selv om sikkerheden er blevet skærpet, er situationen stadig rolig i Moskva, siger ambassadør i Rusland.
Danmarks ambassadør i Rusland, Jakob Henningsen, melder, at stemningen er "anspændt" i hovedstaden Moskva. Men situationen er stadig rolig.- Der er i kølvandet på Jevgenij Prigozjins (leder af Wagner-gruppen, red.) markante udtalelser mange spekulationer om, hvad der rent faktisk sker, siger han i et skriftligt svar til Ritzau.
Ambassadens udsendte medarbejdere vil holde sig indenfor, indtil man får et bedre overblik over situationen, lyder det.
- De største russiske nyhedsbureauer oplyser, at sikkerheden er skærpet i Moskva og andre regioner i Rusland, siger Jakob Henningsen.
Russiske militærhelikoptere har åbnet ild mod Wagner-gruppen uden for den russiske by Voronezj.
Det skriver Reuters, der har talt med et vidne i området.
Byen ligger omkring 500 kilometer syd for Moskva.
Reuters melder samtidig, at en Wagner-konvoj er blevet set i Lipetsk-regionen. Lipetsk ligger 100 kilometer tættere på Moskva end Voronezj.
/ritzau/