Alle 41 arbejdere reddet ud efter 17 dage i kollapset tunnel i Indien

28. NOV 2023 • 16:21UDLAND

41 arbejdere har været fanget i en kollapset tunnel i Indien i 17 dage. Tirsdag er mændene trukket fri.

Redningsfolk har med succes tirsdag eftermiddag reddet alle 41 arbejdere, der har været fanget i en kollapset tunnel i Indien.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mændene, som er lavindkomstarbejdere fra fattige delstater, har været fanget i tunnelen i den bjergrige delstat Uttarakhand siden 12. november.

I 17 dage har redningsfolk boret sig igennem klippestykker, jord, beton og andet materiale for at nå frem til arbejderne.

Tirsdag formiddag oplyste en embedsmand til Reuters, at man havde boret igennem, og redningsarbejdet af de 41 en efter en kunne begynde.

Processen med at få alle mændene ud ventes at tage et par timer. De skal trækkes ud på bårer med hjul igennem et rør, som er 90 centimeter bredt.

Røret er ifølge nyhedsbureauet AFP 57 meter langt.

Evakueringsrøret er skubbet helt frem til mændene, så redningsarbejderne kan kravle derind og hjælpe med at få mændene ud.

Ambulancer begyndte allerede at ankomme tidligt tirsdag for at gøre klar til at bringe mændene til et hospital omkring 30 kilometer væk.

Redningsindsatsen har været i gang i 17 dage. Men arbejdet med at nå frem til de 41 tunnelarbejdere er kun gået langsomt fremad.

Der har blandt andet været problemer med nedfaldne klippestykker undervejs. I sidste uge brød en af boremaskinerne desuden sammen, hvilket førte til yderligere forsinkelser.

De 41 arbejdere har fået mad, vand, lys, ilt og medicin gennem et rør.

Undervejs er også et kamera blevet sendt igennem røret, hvorfor der også har været bragt billeder af arbejderne.

Myndighederne har ikke oplyst, hvad der fik tunnelen til at kollapse.

I regionen er jordskred, jordskælv og oversvømmelser dog ret hyppige.

Den 4,5 kilometer lange tunnel er en del af premierminister Narendra Modis milliarddyre projekt om at forbinde en række pilgrimsmål for hinduer gennem et netværk af veje.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU