Alex Pretti var i sammenstød med betjente 11 dage før drab i Minneapolis
Videooptagelser viser, at Pretti blev tvunget til jorden i Minneapolis efter at have råbt ad betjente.
Halvanden uge inden, at Alex Pretti blev skudt og dræbt af føderale grænsebetjente i Minneapolis, var den 37-årige sygeplejerske i sammenstød med flere betjente under en demonstration.Det viser videooptagelser ifølge The New York Times, CNN og The Guardian.
På optagelserne, der er fra 13. januar, kan man høre, at Alex Pretti råber "Hvad laver I her?" til et par betjente, der står ved en bil tæt på en gruppe demonstranter i den amerikanske storby.
Herefter retter han skældsord mod dem og spytter mod den ene betjent, da betjenten er på vej ind i bilen. Da bilen begynder at køre, sparker Alex Pretti to gange mod den ene af bilens baglygter, så lygten går i stykker.
Herefter stiger betjentene ud og tvinger Alex Pretti til jorden. Ifølge The New York Times ligger han cirka 20 sekunder på jorden, inden betjentene slipper ham og kører væk fra stedet.
Da Alex Pretti rejser sig, kan man se det, der ser ud til at være en pistol, som er stukket ned i hans bukselinning.
Han var også bevæbnet med en pistol, da han 24. januar igen stødte sammen med betjente under en demonstration i Minneapolis. Her tog en betjent Alex Prettis pistol fra et pistolhylster.
Det skete, inden Pretti selv blev skudt.
Ifølge en foreløbig undersøgelse fra USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed, Department of Homeland Security (DHS), affyrede to grænsebetjente skud i forbindelse med drabet 24. januar.
Advokaten Steve Schleicher, der repræsenterer Alex Prettis familie, siger i en udtalelse, at intet ved episoden 13. januar kan have retfærdiggjort det, der skete 11 dage senere.
- En uge før Alex blev skudt på gaden - på trods af, at han ikke udgjorde nogen trussel mod nogen - blev han voldsomt overfaldet af en gruppe ICE-betjente.
- Intet, der skete en hel uge tidligere, kunne på nogen måde have retfærdiggjort drabet på Alex, siger Steve Schleicher ifølge The Guardian.
Steve Schleicher har en fortid som anklager og var med til at føre sagen mod politibetjenten Derek Chauvin, som i 2021 blev dømt for drabet på George Floyd. George Floyd blev - ligesom Pretti - dræbt i Minneapolis.
Alex Pretti deltog i protester rettet mod grænsemyndigheden ICE både ved det første sammenstød med betjente 13. januar, og da han blev dræbt 24. januar.
Han er den anden civile, der er blevet dræbt af grænsebetjente i Minneapolis i januar. Tidligere på måneden blev 37-årige Renee Nicole Good skudt og dræbt.
/ritzau/
