Aftale om at undgå nedlukning er halvvejs gennem USA's kongres

29. FEB 2024 • 20:38UDLAND

Dele af USA's offentlige sektor kan lukke ned, hvis Senatet ikke hurtigt stemmer ja til finansieringsaftale.

Repræsentanternes Hus i USA har torsdag stemt ja til en aftale, der skal sikre, at det amerikanske statsapparat ikke lukker ned.

207 demokrater og 113 republikanere stemte for aftalen, der nu skal sendes videre til Senatet.

Det sker, to dage inden finansieringen af visse føderale kontorer vil udløbe ved midnat natten til lørdag.

Aftalen betyder, at offentlige udgifter indtil videre er finansieret, mens parlamentarikerne forsøger at blive enige om en finanslov for finansåret 2024.

Den skal stadig vedtages i Senatet og derpå sendes til præsident Joe Biden, inden den kan træde i kraft.

I Senatet siger den demokratiske flertalsleder, Chuck Schumer, at han håber at få aftalen igennem kammeret torsdag aften lokal tid.

Både i Senatet og Repræsentanternes Hus er de politiske ledere enige om at stemme ja til aftalen.

Men konservative republikanere ventes at kræve ændringer til gengæld for at lade aftalen komme hurtigt igennem Senatet.

På trods af at USA er knap halvvejs igennem finansåret 2024, er der stadig ikke vedtaget en egentlig finanslov for hele året.

Den dybe splittelse i Kongressen har gjort, at det bedste, man har kunnet præstere, er løbende at vedtage midlertidige finansieringsaftaler. De skal sikre, at det føderale statsapparat ikke går i stå.

Udløber sådan en midlertidig aftale, uden at der vedtages en ny, vil det resultere i problemer med udbetaling af løn til op mod fire millioner ansatte i den offentlige sektor.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU