AfD sikrer sig partiets bedste meningsmåling nogensinde

7. JUL 2023 • 02:30UDLAND

20 procent af de adspurgte støtter partiet i meningsmåling, som gør AfD til næststørste tyske parti.

Tysklands højrenationalistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) scorer hidtil højeste popularitet i en meningsmåling, som den nationale public service-station ARD står bag.

Ifølge meningsmålingen, der er offentliggjort torsdag, er partiet dermed mere populært end nogensinde før.

20 procent af de adspurgte i meningsmålingen støtter partiet, som dermed gør det til det næststørste parti i Tyskland.

Andre meningsmålinger spår partiet mellem 17 og 21 procent af stemmerne, hvis der skulle være valg nu.

Partiet har ellers traditionelt befundet sig i yderkanten af tysk politik. På det seneste er der dog opstået stor debat om højrefløjens fremgang efter flere lokalpolitiske sejre i delstaterne Thüringen og Sachsen-Anhalt.

I Thüringen er kandidaten Robert Sesselmann blevet valgt som amtsformand. Han er den første kandidat fra AfD, der har vundet en sådan post.

Björn Höcke, der er formand for delstatens gren af partiet, hilser sejren i Thüringen velkommen og siger, at det er et billede på partiets seneste momentum, skriver mediet Deustche Welle.

Partiet har også sikret sig en borgmesterpost i en mindre by i delstaten Sachsen-Anhalt. 42-årige Hannes Loth er ny borgmester i Raguhn-Jessnitz.

Begge delstater er blandt de seks tyske delstater, der engang udgjorde det østtyske DDR.

Ved den store migrantbølge i 2015 slog AfD sig op på modstand mod indvandring, specielt muslimsk indvandring.

AfD er også klimaskeptisk og kritisk over for regeringens grønne omstilling og energipolitik, der ifølge partiet koster almindelige mennesker dyrt.

/ritzau/dpa

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

16. JUL 2025 • 15:39UDLAND
Israel eskalerer angreb mod Syrien
FÅ ABONNEMENT