Ældre amerikansk kvinde på jagt efter sin kat formodes død

5. DEC 2024 • 05:24UDLAND

En 64-årig kvinde fra Pennsylvania faldt mandag eftermiddag i et jordfaldshul, mens hun ledte efter sin kat.

Beredskabsmyndigheder i den amerikanske delstat Pennsylvania formoder ikke længere, at en 64-årig kvinde, der faldt ned i et jordfaldshul mandag, er i live.

Dermed er det ikke længere end redningsaktion, men en bjærgningsaktion, oplyser Pennsylvanias politi.

Politiet er overbevist om, at kvinden befinder sig i hullet, men på grund af ilttilførslen til hullet, går man nu ud fra, at hun ikke længere er i live.

Hun har ikke givet livstegn fra sig, siden hun faldt derned mandag eftermiddag, mens hun var i færd med at lede efter sin kat, Pepper, sammen med sit barnebarn.

Flere timer senere kontaktede hendes familie politiet, og udrykningspersonale fandt kvindens barnebarn uskadt i hendes bil.

Derefter stødte betjentene på hullet, der var på størrelse med et kloakdæksel. Politiet mener, at hullet er 10 meter dybt.

Myndighederne formoder, at der er tale om indgangen til en gammel kulmineskakt.

Ifølge USA's Geologiske Undersøgelse (USGS) er jordfaldshuller almindelige i områder, hvor der har været minedrift.

Et jordfaldshul er en sænkning i jordoverfladen, som enten skyldes, at der er et hulrum under jorden, eller at overfladen gradvist er blevet ædt op af for eksempel bortskyllet kalk.

Jordfaldshuller har ifølge USGS i løbet af de sidste 15 år forårsaget skader for mindst 300 millioner dollar om året i USA.

Dato for antallet af sammenstyrtninger i jordfaldshuller er ikke tilgængelige, fordi de ikke registreres, har USGS oplyst.

/ritzau/dpa/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT