51 betjente såret efter angreb på britisk hotel for asylansøgere

7. AUG 2024 • 05:03UDLAND

Angrebet er sket i kølvandet på et knivstikkeri i Southport, hvor tre piger blev dræbt. Ti blev såret.

Efter weekendens uroligheder i den engelske by Rotherham nær Sheffield, er der tirsdag aften kommet nyt om antallet af sårede betjente.

51 betjente har pådraget sig skader, som spænder fra brækkede knogler og hjernerystelser til blå mærker og sår i hovedet.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra South Yorkshire Politi.

Det er sket i forbindelse med optøjer søndag den 4. august uden for hotellet Holiday Inn Express i Rotherham, der blev brugt til at huse asylansøgere.

Seks personer er blevet sigtet i forbindelse med optøjerne.

Optøjerne er sket i kølvandet på et knivstikkeri i Southport, hvor tre piger blev dræbt og ti såret under et Taylor Swift-dansearrangement. En 17-årig dreng er mistænkt i sagen.

Efter angrebet gik der rygter om, at den formodede gerningsmand var muslim og asylansøger, og at han lige var kommet til landet fra Syrien.

Den 17-årige formodede drabsmand, Axel Rudakubana, er dog født i Cardiff i Wales. Hans forældre stammer fra Rwanda. Politiet har endnu ikke fastslået motivet til hans handling.

I spidsen for urolighederne står den højreekstremistiske organisation English Defence League. Den har indledt en voldskampagne i adskillige byer rettet mod muslimske borgere.

Optøjerne har været annonceret på nettet under slagordene "nok er nok".

Mandag meddelte premierministeren, Keir Starmer, at der ville blive indsat "specialiserede politibetjente", som skal være med til at håndtere de optøjer, der begyndte i en række byer i sidste uge.

Også i byen Tamworth nær Birmingham er et hotel med indkvarterede asylansøgere blevet angrebet. Her kom én politibetjent til skade.

Politiet har også rykket ud til voldelige sammenstød i blandt andre byerne Middlesbrough, Bolton, Hull og Weymouth.

- Det her er ikke protester - det er ren vold, og vi vil ikke tolerere angreb på moskéer eller på vores muslimske samfund, sagde premierministeren i den forbindelse.

Premierministeren har sværget, at han vil gøre, "hvad end det kræver for at retsforfølge de her bøller".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT