33 palæstinensiske fanger er blevet frigivet af Israel

28. NOV 2023 • 02:26UDLAND

33 palæstinensiske fanger er blevet løsladt som en del af en aftale mellem Hamas og Israel.

De israelske fængselsmyndigheder oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at 33 palæstinensiske fanger er blevet frigivet natten til tirsdag.

Det var i forvejen ventet.

Ifølge nyhedsbureauet dpa er der tale om kvinder og teenagere fra forskellige fængsler. Den yngste teenager var angiveligt 14 år.

Dermed er der i alt løsladt 150 palæstinensiske fanger, siden aftale om kamppause blev indgået.

Tidligere mandag bekræftede parterne, at våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas, som udvekslingen af gidsler og fanger er en del af, er blevet forlænget med to dage.

Den oprindelige aftale varer fire dage og udløber tirsdag morgen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har den israelske premierminister Benjamin Netanyahus kontor oplyst, at 50 kvindelige palæstinensiske fanger vil blive tilføjet til listen over personer, der vil blive løsladt, hvis yderligere israelske gidsler bliver løsladt.

Den israelske regering har modtaget en liste med gidsler holdt fanget af Hamas, som forventes at blive løsladt tirsdag. Det har den israelske militære radiostation oplyst med henvisning til premierministerens kontor. Mediet Axios har oplyst, at listen indeholder navne på ti gidsler.

Ifølge Reuters har premierministerens kontor ikke kommenteret på meldingerne.

Røde Kors fik mandag aften overdraget 11 gidsler fra Hamas, som mandag aften ankom til Israel fra Gazastriben.

Ifølge talsmand for Qatars udenrigsministerium Majed al-Ansari var der tale om tre franske statsborgere, to tyskere og seks argentinere. Mange israelere har dobbelt statsborgerskab.

Lørdag morgen den 7. oktober indledte den militante islamistiske bevægelse Hamas et angreb på Israel.

Siden har Israel gennemført angreb i Gaza og opfordret indbyggerne til at søge mod den sydlige del af området.

Natten til 22. november oplyste den israelske regering, at der var blevet indgået en aftale om frigivelse af 50 af Hamas' gidsler mod løsladelse af palæstinensiske fanger og en pause i kampene. Hamas oplyste senere, at aftalen også indebar løsladelse af palæstinensiske fanger i israelsk varetægt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU