250.000 kræver Elon Musks canadiske statsborgerskab tilbagekaldt

26. FEB 2025 • 02:19UDLAND

Elon Musk arbejder angiveligt for at "udviske Canadas suverænitet", lyder det i underskriftsindsamling.

250.000 personer har skrevet under på en underskriftsindsamling, der kræver, at rigmanden Elon Musk fratages sit canadiske statsborgerskab.

Elon Musk blev født i Sydafrika i Pretoria, før han udvandrede til Canada og fik canadisk statsborgerskab via sin mor, Maye Musk. Hun er oprindeligt fra provinsen Saskatchewan i Canada.

I underskriftsindsamlingen, som blev åbnet den 20. februar, står der, at Musk "har deltaget i aktiviteter, der strider imod Canadas nationale interesser".

Musk er "blevet medlem af en udenlandsk regering, som forsøger at udviske Canadas suverænitet", lyder det.

Musk, der blandt andet har stiftet elbilfirmaet Tesla, er én af den amerikanske præsident Donald Trumps nærmeste rådgivere.

I et nu slettet opslag på det sociale medie X mandag hånede Musk underskriftsindsamlingen og hævdede, at "Canada er ikke et rigtigt land".

Musk ejer X.

Han har udtalt sin stærke støtte til Trump, som gentagne gange har sat spørgsmålstegn ved Canadas suverænitet, gjort grin med Canadas politiske ledere og argumenteret for, at Canada bør blive en amerikansk stat.

Charlie Angus, der er medlem af Underhuset i Canadas parlament, står bag underskriftindsamlingen.

Han er medlem af det socialdemokratiske parti New Democratic Party (NDP).

- Folk som Elon Musk er vores lands fjender, lyder det fra Angus.,

Underskriftindsamlinger, der præsenteres for Canadas parlament, kan ikke give mandat til handling, men de kan resultere i et officielt svar fra regeringen.

Parlamentet er i øjeblikket suspenderet og genoptages først 24. marts.

Ifølge regeringen kan canadisk statsborgerskab tilbagekaldes, hvis en person har begået bedrageri, løjet i forbindelse med en ansøgning om indvandring eller har gjort tjeneste i en udenlandsk hær under en væbnet konflikt mod Canada.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT