21 personer omkommer i tornadoer og storme i USA

27. MAJ 2024 • 22:45UDLAND

Der er risiko for, at de ekstreme storme, der startede i weekenden, nu rykker videre til USA's østkyst.

Tornadoer og storme, som har ramt flere delstater i USA, har kostet i alt 21 mennesker livet.

Det oplyser staternes lokale beredskabsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Mens otte er døde i Arkansas, gælder det syv personer i Texas, fire i delstaten Kentucky og to i Oklahoma.

Flere hundrede bygninger er desuden blevet beskadiget af det ekstreme vejr - og prognoserne melder, at det kan fortsætte.

Stormene ventes nemlig at rykke til landets østkyst, og flere områder i de nordøstlige delstater New Jersey, New York og Pennsylvania er således blevet advaret om risiko for voldsomt tordenvejr.

Det er et varsel, der indtil videre gælder frem til mandag aften lokal tid, oplyser USA's nationale vejrtjeneste.

Der bor i alt omkring 30 millioner mennesker i de områder, der er omfattet af varslingen.

Der advares fra vejrtjenesten også om storme, som vil bevæge sig gennem de store dale i Ohio og Tennesee, hvilket skal medføre nye tornadoer.

Også mandag har guvernør i Kentucky, Andy Beshear, erklæret nødretstilstand i delstaten.

- Det var en hård nat for vores folk, lød det i et opslag fra guvernøren på det sociale medie X.

I en pressebriefing senere på dagen sagde han, at de ødelæggende storme har ramt næsten hele Kentucky. Blandt andet er 100 statslige motorveje og veje blevet beskadiget.

Der er i delstaten mere end 160.000 personer, der som følge af stormene ikke har adgang strøm. I nogle områder vil det tage flere dage, før den kommer tilbage, siger guvernøren.

Det fremgår ikke præcis, hvilke foranstaltninger der følger med nødretstilstanden.

I det nordlige Texas mistede mindst syv personer livet - heriblandt et toårigt og et femårigt barn - og knap 100 personer blev såret, da en voldsom tornado lørdag ramte flere mindre byer.

I Arkansas oplyser guvernør Sarah Huckabee Sanders, at der kan være tale om flere end otte døde i delstaten.

En af de omkomne her var en borger, som led af en kronisk lungesygdom, og som døde af iltmangel, da stormene forårsagede strømsvigt.

USA's præsident, Joe Biden, har tidligere mandag talt i telefon med guvernørerne i både Oklahoma, Texas og Arkansas, hvor han kondolerede, oplyser Det Hvide Hus.

Prognoser fra regeringen har tidligere advaret om en "ekstraordinær" sæson for tornadoer, der skal begynde næste lørdag.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU