16 personer er døde i brand i indkøbscenter i Kina

18. JUL 2024 • 02:43UDLAND

Et antal mennesker blev fanget i et 14-etagers indkøbscenter i Sichuan-provinsen, da det onsdag brød i brand.

16 personer er døde i en brand i et indkøbscenter i det sydvestlige Kina onsdag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tidligere onsdag var meldingen ifølge kinesiske medier, at mindst seks personer havde mistet livet.

På det tidspunkt var eftersøgning efter omkomne fortsæt i gang.

Flere mennesker blev fanget i centret, da det brød i brand. Omkring 30 andre blev reddet ud.

Redningsarbejdet blev afsluttet omkring klokken 21 onsdag aften dansk tid, skriver AFP.

Ifølge kinesiske medier fik brandvæsnet den første melding om branden omkring klokken 18.10 lokal tid onsdag aften. Det er klokken 12.10 dansk tid.

Omkring klokken 20.20 lokal tid (14.20 dansk tid) lykkedes det brandmandskab at få slukket branden, men der var stadig folk fanget i bygningen.

En video fra en drone onsdag aften viser ifølge AFP brandbiler pølse vand på indkøbscentret.

Andre billeder, der er delt på sociale medier, viser folk stimle sammen uden for den brændende bygning.

Det har fået kinesiske myndigheder til at opfordre folk til "ikke at tro på eller udbrede rygter" om branden.

Indkøbscentret er 14 etager højt. Det ligger i byen Zigong i Sichuan-provinsen.

Billeder, der er delt på sociale medier, viser tyk sort røg stige op fra en bygning i byen.

Kraftige brande og dødelige ulykker er ikke usædvanlige i Kina, hvor der nogle steder er en lemfældig brandsikkerhed og dårlig kontrol fra myndighedernes side.

I januar døde snesevis af mennesker i en brand i en butik i byen Xinyu i det centrale Kina.

Det statslige nyhedsbureau Xinhua skrev på det tidspunkt, at branden var forårsaget af nogle ansattes "ulovlige brug af ild" i butikkens kælder.

Samme måned døde mindst 15 mennesker i en brand i en beboelsesejendom.

Den brand opstod kun få dage efter, at en brand på en skole i Henan-provinsen i det centrale Kina kostede 13 skolebørn livet.

De døde på skolens sovesale, hvor de lå og sov.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT