14-årig pige dræbte en og sårede tre i russisk skole og begik selvmord

7. DEC 2023 • 10:04UDLAND

En 14-årig pige, der tog sin fars sin fars pumpgun-haglgevær med i skole, begik selvmord efter skyderi.

En 14-årig pige skød og dræbte en anden skoleelev og sårede mindst tre personer, inden hun dræbte sig selv på en skole i den russiske by Bryansk. Det oplyser russiske politifolk torsdag ifølge Reuters.

- Efter de foreløbige undersøgelser tog en 14-årig pige et pumpgun-haglgevær med i skole og åbnede ild mod sine klassekammerater, hedder det i en erklæring fra politiet:

- En blev dræbt, og tre blev såret af pigen, som til sidst vendte geværet mod sig selv.

De tre sårede er på hospitalet, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Myndighederne er ved at forsøge at fastslå, hvad der lå til grund for skoleskyderiet.

Skyderiet skete i Gymnasium Nummer Fem i hjertet af Bryansk, som ligger nær grænsen til Ukraine, og som fra tid til anden har været udsat for droneangreb og granatbombardementer.

De lokale myndigheder i Bryansk slettede tidligere en meddelelse på det sociale medie Telegram om, at to var dræbt, og fire andre såret ved skyderiet.

Pigen, der gik i 8. klasse, havde taget sin fars pumpgun-haglgevær med i skole.

Skoleskyderier har rystet Rusland flere gange i de senere år.

I september sidste år trængte en tidligere elev ind på ind på en skole i byen Isjevsk i det vestlige Rusland og skød og dræbte 18 personer, herunder 11 børn, før han begik selvmord.

Gerningsmanden var klædt helt i sort med et rødt hagekors i en cirkel på sin T-shirt. Mange børn blev såret ved angrebet.

I maj 2021 dræbte en bevæbnet teenager syv børn og to voksne i byen Kazan i Tatarstan. Samme år dræbte en teenager seks mennesker på et universitet i Perm i Ural.

I 2018 dræbte en 18-årig studerende 20 mennesker, de fleste af dem medstuderende, i et masseskyderi på et gymnasium på halvøen Krim, som Rusland annekterede fra Ukraine i 2014.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT