VM-finalen er alt andet end børnevenlig: Det er åndssvagt

28. JAN 2023 • 16:40SPORT

Rasmus Lauge og Mads Mensah forstår ikke, at Danmark skal spille finale, når børnene er lagt i seng.

- Jeg synes, det er åndssvagt.

Mads Mensah lægger ikke fingre imellem. Det Internationale Håndboldforbunds sans for planlægning har allerede fået masser af kritik under VM, og forbundet har nu overgået sig selv, mener landsholdsstjernen.

Danmarks finale mod Frankrig søndag skal nemlig spilles klokken 21, og dermed har verdensforbundet med et trylleslag ekskluderet en hel befolkningsgruppe - børnene.

- Det er rigtig ærgerligt. Man kan håbe, at ungerne kan få lov at være lidt ekstra længe oppe, men jeg har også små børn, så jeg ved godt, at det ikke er givet, at de bare lige kan blive oppe, siger Mads Mensah.

Rasmus Lauge er barn af 1990'erne, og da han trådte sine barnesko i håndboldhallen i Bjerringbro, så han op til profiler som Joachim Boldsen, Lars Krogh Jeppesen og Lars Christiansen, som var med til at løfte dansk håndbold op i verdenstoppen i begyndelsen af årtusindet.

- Det er sådan noget som det her, der skaber drømme og ambitioner. Jeg synes, det er altafgørende, siger Rasmus Lauge.

- Det er også det, man ser i andre sportsgrene. Det skaber ambitioner for ungdommen, at de kan se deres helte og idoler kæmpe i finaler, siger han.

Han håber, at der trods alt vil være børn foran flimmerkassen søndag aften, men han forstår til fulde, hvis forældre smider ungerne i seng før startfløjt.

- Men det er ærgerligt, at det valg overhovedet skal træffes, og at man ikke bare kan sætte sig og se en VM-finale, som er det største, der er, siger Rasmus Lauge.

Danmark har ved VM spillet flere kampe klokken 20.30. Beslutningen om at spille søndagens finale klokken 21 er angiveligt taget for at tilgodese franske tv-seere.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU