VM-arrangører forventer et par hundrede danske tilskuere

27. JAN 2023 • 13:34SPORT

Arrangør forventer, at et par hundrede danske tilskuere overværer Danmarks VM-semifinale i Gdansk.

Danmarks håndboldlandshold har spillet på noget, der mindede om hjemmebane ved VM i Sverige og Polen, da de danske verdensmestre lagde ud med seks kampe i Malmø.

Men hjemmebane bliver det langt fra, når Danmark fredag aften møder Spanien i den første semifinale i polske Gdansk.

Ifølge Dansk Håndbold Forbund (DHF) forventer VM-arrangøren, at et par hundrede danske fans kommer til semifinalen.

Arrangøren oplyser desuden, at der i alt er solgt omkring 6000 billetter til kampen.

Ergo Arena har en kapacitet på godt 11.400, og dermed kan man sagtens nå at sikre sig billet til kampen.

Det er dog straks sværere at nå frem til Gdansk i tide, hvis man opholder sig i Danmark.

Danske fans kunne godt have brugt lidt mere forberedelsestid til at planlægge rejsen til Gdansk.

Først sent onsdag aften efter de sidste kvartfinaler stod det klart, at Danmark skulle rejse fra Stockholm til Gdansk.

Det afhang nemlig af, om Sverige avancerede til semifinalerne. Det gjorde Sverige, og dermed er det Sverige, der spiller semifinale i den svenske hovedstad, hvor modstanderen er Frankrig. Den begynder klokken 21.

Danmarks semifinale kastes i gang klokken 18.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU