Victor Kristiansen debuterer for Leicester i FA Cup-sejr

28. JAN 2023 • 20:41SPORT

Victor Kristiansen fik en halv time på Leicesters venstreback, da holdet slog Walsall 1-0 i FA Cuppen.

Godt en uge efter sit skifte fra FC København til Leicester fik 20-årige Victor Kristiansen lørdag debut for Premier League-klubben.

Kristiansen blev skiftet ind efter 62 minutter og var med til at sikre Leicester en 1-0-sejr hos Walsall fra midten af den fjerdebedste række, League Two, i FA Cuppens fjerde runde.

Leicester-manager Brendan Rodgers er ovenud tilfreds med sin danske debutant.

- Jeg synes, han var fremragende. Han vil angribe, han er aggressiv, han er stærk. Han har god kvalitet, og jeg er meget tilfreds med ham, siger Rodgers til klubbens hjemmeside.

Leicester havde også danske Daniel Iversen mellem stængerne, og han fik med en stor redning i starten af anden halvleg en vigtig rolle i et opgør, hvor han ellers ikke var overbebyrdet med arbejde.

Som forventet var Leicester i førersædet, men først efter 68 minutter kom forløsningen.

Nigerianske Kelechi Iheanacho, der var blevet skiftet ind i samme omgang som Kristiansen, sparkede med hjælp af en afretning bolden i mål fra kanten af feltet.

Forinden havde den belgiske midtbaneprofil Youri Tielemans i starten af anden halvleg ramt stolpen på et straffespark, ligesom flere andre chancer var blevet misbrugt.

Efter Iheanachos scoring kom der ekstra fut under kedlerne i begge ender.

Kristiansen kom blandt andet frem til en svær afslutning, som han bragede over rammen. Og senere var et fladt indlæg fra danskeren lige ved at udløse en 2-0-scoring.

I den anden ende måtte Iversen i en hektisk slutfase diske op med endnu en fin redning, ligesom Kristiansen havde nok at se til defensivt mod et desperat hjemmehold.

Jannik Vestergaard så hele kampen fra Leicesters bænk.

Andetsteds var der til gengæld fuld tid til landsholdsbacken Rasmus Nissen Kristensen i Leeds' 3-1-sejr hos Accrington fra League One.

Med videre blandt de sidste 16 hold er også Southampton, efter at venstreback Romain Perraud med to sublime træffere skaffede Premier League-holdet 2-1 over Blackpool fra bunden af Championship.

Jon Dahl Tomassons Blackburn var også meget tæt på. Hjemme vendte holdet 0-1 til en 2-1 over sin formsvage ligarival Birmingham, men i overtiden udlignede netop indskiftede Jordan James og skaffede udeholdet en omkamp.

Også Fulham må på den igen. London-holdet skal således en ekstra tur nordpå til en omkamp mod Sunderland efter 1-1 på hjemmebane lørdag, og Vincent Kompanys Championship-dukse fra Burnley skal ligeledes på overarbejde efter 0-0 hos Ipswich fra League One.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU