Viborg HK snupper anfører fra konkursramt konkurrent

28. JAN 2023 • 13:33SPORT

Camilla Degn har stået uden klub, siden Randers HK gik konkurs. Til sommer kommer hun til Viborg HK.

Viborg HK har sikret sig forstærkning til venstre fløjen fra den kommende sæson.

Håndboldklubben skriver på sin hjemmeside, at den har skrevet en toårig kontrakt med venstre fløjen Camilla Degn.

Degn stod uden klub, efter at Randers HK i november begærede sig selv konkurs i kølvandet på en mislykket pengeindsamling.

Nu har hun fået styr på fremtiden. I Viborg HK bliver hun genforenet med tidligere Randers-træner Ole Bitsch, som til sommer tiltræder som træner.

- Jeg har stor respekt for Ole. Han er dygtig og behagelig, og jeg synes, at vi fungerer godt. Det betyder selvfølgelig meget, at man har en cheftræner, hvor kemien er god, og det giver de bedste betingelser for udvikling, tænker jeg.

- Jeg glæder mig til at komme til Viborg, og jeg synes, at projekter med at bygge en ny trup op med mange unge talenter blandet med nogle, der har mere erfaring fra ligaen, er spændende, og det kan jeg sagtens se mig selv i, siger hun

Forventningens glæde er gensidig.

- Jeg kender jo Camilla særdeles godt. Først og fremmest er hun en rasende dygtig venstre fløj, og så er der det særlige ved hende, at hun faktisk også formår at spille højre fløj med højre hånd. Det siger sig selv, at det giver ret mange muligheder på et hold, når man inkluderer så fleksibel en spiller i sin trup, siger Ole Bitsch.

Viborg HK er et godt stykke fra fordums styrke. I denne sæson er holdet placeret på syvendepladsen med langt til toppen i kvindernes liga.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU