Verstappen sætter banerekord og starter i pole position

19. APR 2025 • 20:31SPORT

For anden gang i sæsonen starter Max Verstappen forrest, når der søndag køres grandprix i Saudi-Arabien.

Max Verstappen (Red Bull) var hurtigst af alle, da der blev kørt kvalifikation til søndagens Formel 1-grandprix i Saudi-Arabien.

Den forsvarende hollandske verdensmester satte undervejs i kvalifikationen banerekord på asfalten i Jeddah.

Verstappen starter søndagens grandprix foran McLarens Oscar Piastri og Charles Leclerc (Ferrari), der blev henholdsvis nummer to og tre i kvalifikationen.

Det er anden gang i sæsonen, at Verstappen sætter hurtigste kvalifikationstid. Senest var for to uger siden i Japan, hvor hollænderen også tog sin hidtil eneste grandprixsejr i sæsonen.

VM-stillingens førende kører, Lando Norris (McLaren), havde ikke samme succes i lørdagens kvalifikation.

Den 25-årige brite kørte sin racer direkte ind i væggen i den tredje kvalifikationsrunde, Q3, og starter derfor som nummer ti søndag.

- Jeg har det godt, sagde briten over teamradioen efter uheldet, hvorefter han kaldte sig selv for "idiot".

Norris har i den samlede VM-stilling tre point ned til holdkammeraten Piastri, mens Verstappen på tredjepladsen er otte point fra toppen.

Søndagens grandprix i Saudi-Arabien er det femte i 2025, hvor der i alt køres 24 grandprixer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT