Verstappen er tæt på VM-titel efter brasiliansk regnsvejrstriumf

3. NOV 2024 • 19:02SPORT

Max Verstappen startede som nummer 17, men vandt grandprixet i São Paulo, der var præget af regnvejr og uheld.

For første gang siden det spanske grandprix i juni tog verdensmester Max Verstappen søndag en grandprixsejr i Formel 1.

I et løb præget af regnvejr, gule og et enkelt rødt flag på grund af mange uheld og afkørsler avancerede Verstappen fra sin startposition som nummer 17 til en meriterende grandprixsejr nummer 62 i karrieren.

Med den øger han samtidigt sit forspring til McLarens Lando Norris, der kun blev nummer seks.

Afstanden er nu på 62 point, og Verstappen kan gøre sig selv til verdensmester, hvis han slutter foran Norris i Las Vegas om tre uger.

Esteban Ocon og Pierre Gasly blev henholdsvis nummer to og tre og leverede Alpine-holdets klart bedste resultat i 2024.

Verstappen drog især fordel af et rødt flag efter knap halvdelen af de 69 omgange.

De fleste rivaler var netop røget i pit, mens regnen væltede ned, men Verstappen og blandt andre Alpine-kørerne blev ude.

Og da argentinske Franco Colapinto smadrede sin Williams-racer ind i barrieren, blev de belønnet med et "gratis" pitstop under det medfølgende røde flag.

Løbet blev genstartet, men et gult flag fulgte snart, og da det var ovre, gik Verstappen forbi Ocon og op på førstepladsen, mens Norris faldt tilbage efter en næsten-afkørsel.

På de sidste omkring 20 omgange var regnen væk, og på en mere normal bane havde Verstappen ingen problemer med at øge til Ocon og køre en sikker sejr i hus.

I fraværet af sygdomsramte Kevin Magnussen fik den 19-årige Oliver Bearman, der overtager et Haas-sæde fra næste sæson, chancen i sit tredje grandprix i denne sæson.

Og første gang lavede den unge brite ikke VM-point. Han startede som nummer 15 og endte som nummer 12, efter en dag hvor han flere gange kørte eller gled af banen.

I den anden Haas-racer blev tyske Nico Hülkenberg diskvalificeret, efter at han havde fået ulovlig hjælp til at komme tilbage på banen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT