Verdensetteren Sabalenka stryger til tops i Miami
Aryna Sabalenka vandt Miami Open efter finalesejr i to sæt over amerikaneren Jessica Pegula.
Belaruseren Aryna Sabalenka vandt lørdag aften dansk tid WTA 1000-turneringen Miami Open for første gang.Det skete med en sejr i to sæt over amerikaneren Jessica Pegula, der er nummer fire på verdensranglisten.
Sabalenka, der dermed udbygger sit forspring som verdensetter, vandt med cifrene 7-5, 6-2.
26-årige Sabalenka har åbnet året stærkt, og triumfen i Miami var hendes anden turneringssejr i 2025. Derudover nåede hun finalen i Australian Open og Indian Wells.
Lørdagens finale startede atypisk med et sæt, hvor der blev brudt mere, end der blev holdt serv.
Pegula var ovenpå, da hun brød til 3-2, men Sabalenka svarede tilbage med tre partier på stribe, inden hun senere hev sættet hjem med et rent servegennembrud.
I andet sæt kom Pegula godt fra start med et break til 1-0, men Sabalenka svarede med det samme tilbage og bragte sig foran med 4-1.
Efter halvanden time på banen brød Sabalenka nok en gang til de afgørende cifre 6-2.
Søndag spilles herrernes finale, der er et anliggende mellem serberen Novak Djokovic og den tjekkiske sensation Jakub Mensik, der er nummer 54 i verden.
/ritzau/