Venus Williams taber i Melbourne efter rekordkamp

18. JAN 2026 • 15:22SPORT

45-årige Venus Williams tabte i single i Australian Open, hvor hun blev den ældste kvindespiller nogensinde.

Venus Williams skrev søndag historie som den ældste kvindespiller, der nogensinde har optrådt i Australian Opens hovedturnering.

I en alder af 45 år tabte amerikaneren i første runde til Olga Danilovic og er færdig i singleturneringen. Danilovic, der er rangeret som nummer 69 i verden, vandt med 6-7, 6-3 og 6-4.

Williams' aldrende tennisben kom på hårdt arbejde i en kamp, der varede 2 timer og 19 minutter i den australske aftenvarme.

Om det var fysikken, der i sidste ende gav den 21 år yngre Danilovic overtaget, er et åbent spørgsmål. I hvert fald gik Williams i stå, da hun førte 4-0 i tredje sæt og så ud til at styre direkte mod sejren.

Danilovic kæmpede sig tilbage og udlignede til 4-4, og næste parti i Williams' serv kom for alvor til at trække tænder ud.

Partiet strakte sig over hele 22 bolde, inden Danilovic bragte sig foran 5-4 og derefter kunne serve sejren hjem.

Venus Williams kalder det trods nederlaget "en fantastisk kamp".

- Energien fra publikum var helt utrolig. Det løftede mig virkelig meget, siger Venus Williams ifølge turneringens hjemmeside.

Veteranen lyder trods sine 45 år ikke som én, der er ved at parkere ketsjeren endnu.

- Jeg er virkelig stolt af min indsats, fordi jeg spiller bedre for hver kamp og kommer derhen, hvor jeg gerne vil.

- Lige nu skal jeg bare blive ved med at arbejde fremad, arbejde med mig selv og fokusere på at kontrollere mine fejl. Det er også ting, der kommer med at spille flere kampe, lyder det fra Venus Williams.

Williams, der er med på et wildcard og optræder i Australian Open for første gang i fem år, er også med i damedouble, hvor hun stiller op sammen med russeren Ekaterina Alexandrova.

Den tidligere verdensetter har vundet turneringen to gange med 14 års mellemrum. Hun triumferede i Melbourne første gang helt tilbage i 2003.

Mens den tidligere verdensetter altså er færdig i singleturneringen, er den nuværende klar til anden runde.

Aryna Sabalenka fra Belarus havde som ventet ikke de store kvaler med franskmanden Tiantsoa Sarah Rakotomanga Rajaonah, der blev slået i to sæt med 6-4, 6-1.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT