Vejle udraderer oprykker med tenniscifre i 1. division

17. AUG 2022 • 21:02SPORT

Det endte med en knusende sikker sejr på 6-0 til Vejle, der onsdag mødte oprykkerholdet Næstved i 1. division.

Vejle fortsætter med at buldre af sted i den næstbedste fodboldrække. Det blev onsdag til en sejr på 6-0 hjemme over oprykkerne fra Næstved.

Det var den femte sejr i træk for Vejle, der rykkede ud af Superligaen i sidste sæson. Vejle topper rækken med 15 point.

Undervejs scorede Vejle-angriberen Andrés Ponce et hattrick, mens offensivspilleren Kristian Kirkegaard bidrog med to mål.

Efter otte minutter slog Vejle til første gang med godt kombinationsspil, som Kirkegaard fuldendte med et godt løb inde foran mål.

Samme Kirkegaard gentog bedriften efter nogenlunde samme opskrift ti minutter før pausen og fordoblede føringen.

To minutter senere steg Ponce til vejrs og headede Vejle på 3-0, og den venezuelanske angriber brugte kort efter hovedet en gang mere til at gøre det til 4-0.

Det virkede som ren legestue for Vejle, og Næstved havde store problemer med at følge med.

Efter 71 minutter hamrede Vejles midtbanespiller Mouhamadou Drammeh bolden ind under overliggeren til 5-0, inden Ponce fuldførte sit hattrick på et straffespark få minutter før tid.

Hillerød snuppede tidligere onsdag aften holdets første sejr i denne sæson. Med et sent comeback hjemme mod Fredericia vandt hjemmeholdet 2-1.

Fredericia, der også havde brændt et straffespark ved backen Alexander Jensen, kom foran på et mål af kantspilleren Nicklas Røjkjær efter 76 minutter.

Men Hillerød, der havde åbnet sæsonen med fire nederlag i træk, vendte med to mål et truende nederlag til sejr.

Hillerøds midtbanespiller Berzan Kucukylidiz udlignede til 1-1 efter 82 minutter. Seks minutter senere udnyttede angriberen Frederik Christensen et straffespark og skaffede sejren for oprykkerne.

Fredericia har fået en frygtelig sæsonstart med blot et point i fem kampe. Det er blevet til fire nederlag i træk på et enkelt mål.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU