Vegas Golden Knights gør rent bord på hjemmebane over Panthers

6. JUN 2023 • 07:18SPORT

Med endnu en sejr over Panthers, kan Golden Knights rejse fra Las Vegas med to sejre i to kampe i NHL-finalen.

Vegas Golden Knights gjorde det natten til tirsdag til 2-0 over Florida Panthers i NHL-slutspillets finaleserie og kan dermed rejse til Florida, vel vidende at holdet har fået det maksimale ud af hjemmebanefordelen.

Den anden kamp i finaleserien endte 7-2 til Vegas Golden Knights.

Florida Panthers fik knap en skøjte til isen i det andet finaleopgør mellem de to hold, da værterne nåede at gøre det til 4-0, før gæsterne for første gang bed fra sig i tredje periode.

Jonathan Marchessault, Alec Martinez, Nicolas Roy og Brett Howden scorede de første fire mål for Vegas Golden Knights.

Finske Anton Lundell fra Florida Panthers gav håb om et muligt comeback for gæsterne med et mål 14 sekunder inde i tredje periode, men håbet blev hurtigt slukket.

Mindre end to minutter senere var Jonathan Marchessault nemlig på pletten igen med hjemmeholdets femte mål. Otte minutter senere slog Mike Amadio til for Vegas Golden Knights og gjorde det til 6-1.

Matthew Tkachuk reducerede på ny for gæsterne, da han gjorde det til 6-2 godt midtvejs i tredje periode. Brett Howden skulle dog også på måltavlen en enkelt gang mere, da han gjorde det til slutresultatet 7-2 til Vegas Golden Knights med to minutter og otte sekunder tilbage af tredje periode.

Slutspilsopgørene i NHL, som er Nordamerikas bedste ishockeydivision, spilles i et bedst ud af syv-format. Det betyder, at man skal vinde fire kampe for at vinde Stanley Cup-trofæet.

De to første kampe er blevet spillet i Las Vegas, hvor Golden Knights hører hjemme. De to næste kampe foregår på Florida Panthers' hjemmebane i Miami natten til fredag og søndag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU