Vacherot fuldender sensation med finalesejr over sin fætter

12. OKT 2025 • 13:09SPORT

Fætteren Arthur Rinderknech blev sidste offer for Valentin Vacherot i Masters 1000-finalen i Shanghai.

Valentin Vacherot har slået topspillere på stribe i denne uges Masters 1000-turnering i Shanghai, og søndag kronede han sin fænomenale færd ved at slå et familiemedlem i finalen.

Verdens nummer 204 triumferede i den kinesiske storby med 4-6, 6-3, 6-3 over Arthur Rinderknech, der er fætter til den sensationelle vinder.

Også Rinderknechs finaleplads var overraskende, da han blot er rangeret som nummer 54. Men det blegner i sammenligningen med Vacherot, som i løbet af ugen har elimineret spillere som Holger Rune, Novak Djokovic og Alexander Bublik.

For overhovedet at få plads i turneringen skulle Vacherot gennem kvalifikationen, og for at løbe med det hele krævede det ni sejre i træk.

26-årige Vacherot kan nu se frem til en plads i top-40, når verdensranglisten opdateres.

Intens hede og høj luftfugtighed har i løbet af ugen gjort betingelserne svære for spillerne i Shanghai.

Men fætrene fra henholdsvis Monaco og Frankrig har formået at knække koden til at holde fysikken kørende.

I søndagens finale virkede det i første omgang til, at Rinderknech havde mest at komme med.

Han spillede med stort overskud og var fuldstændig suveræn i egen serv, hvor han i første sæt vandt 29 ud af 35 point uden at afgive en eneste breakbold.

Vacherot var ikke langt efter, men den ene gang, han åbnede døren på klem for sin fætter, blev det udnyttet.

Mønsteret fortsatte i andet sæt, hvor spillerne ikke gav tilskuerne mange interessante dueller at juble over. Partierne fløj afsted uden den store spænding, og lydniveauet var tilsvarende lavt.

Først ved stillingen 4-3 i Vacherots favør, skete der for alvor noget. Vacherot udnyttede sin anden breakbold og skreg sin lettelse ud i arenaen.

Kort efter servede den yngste af fætrene sættet hjem, og medvinden tog han med til det afgørende sæt.

Vacherot brød hurtigt til 1-0 og havde adskillige muligheder for at bryde til både 3-0 og 4-1, men Rinderknech stoppede begge gange blødningen, selv om han døjede med rygproblemer.

Men Vacherot begik stort set ingen fejl, da det gjaldt, og efter 131 minutters tennis satte han det utrolige punktum.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT