Udskrevet FCM-keeper kigger ind i længere pause
Martin Fraisl har forladt hospitalet, hvor undersøgelserne har været positive. Der venter dog længere pause.
FC Midtjylland-målmand Martin Fraisl er sluppet uden større skader, men østrigeren står foran en længere pause.Det meddeler FCM tirsdag på klubbens hjemmeside.
Den 30-årige østriger blev mandag aften fragtet væk på en båre og kørt på hospitalet, hvor han er blevet undersøgt og skannet, efter at han kom til skade i en superligakamp mod Silkeborg.
Hjemmeholdets Alexander Lind jagtede bolden og med knæet ramte Silkeborg-angriberen den fremadstormende FCM-keeper i hovedet.
Martin Fraisl mistede en kort overgang bevidstheden, men han var alligevel i stand til at hæve armene og klappe, da han blev båret fra banen.
Undersøgelserne på hospitalet viser ingen større skade, men han forventes alligevel ude i en længere periode, skriver FCM.
Alexander Lind blev udvist for forseelsen, og Silkeborg-spilleren har efterfølgende undskyldt episoden på det sociale medie Instagram.
FC Midtjylland vandt opgøret med 4-1 og indtager Superligaens andenplads med samme pointantal som førerholdet fra FC København.
/ritzau/