To danske golfspillere klemmer sig ind i top-10 i Kina

20. APR 2025 • 12:14SPORT

Ikke bare en, men to danskere sluttede blandt de ti bedste i en golfturnering i Kina.

Dansk golf viste sig pænt frem i Kina i denne uge med to spillere i top-10 i DP World Tour-turneringen China Open.

Jacob Skov Olesen endte højest placeret som delt nummer otte, mens Rasmus Neergaard sluttede som delt tier.

I søndagens fjerde og sidste runde var Jacob Skov Olesen to slag under banens par. Samlet var han ni slag under par.

Et enkelt slag mere brugte Rasmus Neergaard over de fire runder.

De kunne begge se kineseren Ashun Wu tage sejren på hjemmebane. Han var fem slag bedre end Jacob Skov Olesen.

Det var tredje gang, at Jacob Skov Olesen endte i top-10 på DP World Tour.

Det skyldtes mest af alt en kanonrunde lørdag i seks slag under par - den næstbedste af alle på dagen.

Turneringen i Kina er blot hans sjette på DP World Tour, efter at han i efteråret sikrede Tour-kortet gennem Qualifying School.

Rasmus Neergaard, der var turneringens bedste dansker efter de første to runder, leverede sin bedste runde søndag i fire slag under par. Det var akkurat nok til at slutte i top-10.

Jeff Winther, Hamish Brown og Lucas Bjerregaard missede alle cuttet i turneringen.

China Open blev spillet på en bane nær Shanghai.

Den samlede præmiepulje lød på lige under 17 millioner kroner, og den kinesiske vinder scorede cirka 2,7 millioner kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT