Tidligere Fifa-præsident Blatter: VM i Qatar er en fejl
Sepp Blatter, der var præsident i Fifa frem til 2015, kalder nu VM-slutrunden i Qatar for en fejl.
VM i Qatar har været genstand for hård kritik, siden oliestaten kontroversielt fik tildelt værtskabet i 2010 for næsen af USA.Med mindre end to uger til slutrunden erkender den daværende præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Sepp Blatter, at et andet land burde have fået værtskabet.
I et interview med den schweiziske avis Tages Anzeiger siger han direkte, at "Qatar er en fejl".
- Det er for lille et land. Fodbold og VM er for stort til det, siger han til avisen.
- Og jeg bærer ansvaret som præsident på daværende tidspunkt.
Den nu 86-årige Blatter var præsident for Fifa fra 1998 til 2015.
Han påpeger i dag, at proceduren for udvælgelsen af værtslande blev ændret i 2012.
- Siden dengang er der blevet taget højde for sociale hensyn og menneskerettigheder, siger han.
Qatar er blevet anklaget for korruption i forbindelse med tildelingen af værtskabet.
Særligt de seneste år har landet desuden fået kraftig kritik for sin behandling af migrantarbejdere og sin lovgivning på LGBT+-området.
Sepp Blatter blev udelukket fra al fodbold i 2015 efter en mistænkelig pengeoverførsel fra Fifa til Michel Platini i 2011. Blatter fik sidste år sin karantæne fra al fodbold forlænget til 2028.
I sommer blev han og Platini imidlertid frikendt ved en schweizisk domstol i byen. En afgørelse, som den schweiziske statsanklager appellerede.
Det forestående VM skal han se hjemme fra sin stue i Schweiz, fortæller han.
Qatar spiller første kamp ved slutrunden 20. november mod Ecuador. To dage senere tager Danmark hul på VM i gruppekampen mod Tunesien.
/ritzau/