Tidligere Aalborg Pirates-direktør tilstår dokumentfalsk
Lars Laursen blev sidste år fyret i Aalborg Pirates og har nu erkendt, at han begik dokumentfalsk.
I april 2024 blev daværende direktør Lars Laursen sparket ud af Aalborg Pirates, og fire måneder senere blev han sågar meldt til politiet for dokumentfalsk.Tirsdag forklarede han sig for en dommer i Aalborg, og her erklærede han sig skyldig i netop dokumentfalsk.
Det skriver Nordjyske, som oplyser, at dommen i sagen falder i næste uge.
Lars Laursen blev hjemsendt 17. april sidste år. Han havde været direktør i Aalborg Pirates siden 2020. Inden da var han økonomichef og bestyrelsesmedlem i klubben.
Aalborg Pirates oplyste, at hjemsendelsen skyldtes besvigelser og dokumentfalsk i klubbens regnskab.
Tirsdag kom det frem, at det helt konkret handlede om, at Lars Laursen havde udarbejdet en falsk sponsoraftale mellem Aalborg Pirates og Sparekassen Danmark.
Den falske sponsoraftale så ud til at hælde 1,95 millioner kroner i klubkassen, men i virkeligheden var den kun 450.000 kroner værd.
Ifølge Nordjyske fortalte Lars Laursen tirsdag, at den falske sponsoraftale skulle dække over en dårlig økonomi og skabe arbejdsro over for bestyrelsen.
I forbindelse med hjemsendelsen af Lars Laursen forklarede klubben, at der ikke var mistanke om hverken underslæb eller anden form for berigelse til egen økonomisk fordel fra Laursens side.
Med hjemsendelsen stod det dog klart, at økonomien i den nordjyske ishockeyklub ikke var så god, som bestyrelsen havde fået oplyst.
Det betød, at man igangsatte et større oprydningsarbejde, der i sidste ende konkluderede, at der manglede et sted mellem fire og fem millioner kroner.
De penge blev hentet gennem sponsorater og ansvarlig lånekapital. I starten af maj meldte Aalborg Pirates ud, at der var rejst 4,5 millioner kroner i kapital siden hjemsendelsen af Lars Laursen.
Pengene betød, at Aalborg Pirates i denne sæson har kunnet tegne kontrakter op til lønloftet i den danske liga. Det er på seks millioner kroner.
/ritzau/