Team Esbjerg tager sin fjerde pokaltriumf i træk

29. DEC 2024 • 17:39SPORT

Odense formåede aldrig at gøre pokalfinalen mod Team Esbjerg spændende. Det endte med et klart fynsk nederlag.

Team Esbjergs håndboldkvinder har sat sig massivt på den danske pokalturnering med den fjerde triumf i træk.

Med en imponerende indsats vandt Team Esbjerg søndag pokalfinalen 31-25 over rivalerne fra Odense Håndbold. Finalen blev i år spillet i Silkeborg.

I årene 2021 og 2022 blev det til finalesejre til Team Esbjerg på 11 mål over Odense, men sejren blev dog ikke helt så stor i år.

Sidste år vandt Team Esbjerg pokalfinalen med ti mål over Nykøbing Falster Håndboldklub. Så holdet er efterhånden vant til store finalesejre.

Odense, som snuppede pokaltitlen i 2020, var godt med i starten af kampen og kom blandt andet foran 4-3.

Ved stillingen 5-5 blev Odenses playmaker Mie Højlund skiftet ud, og det kunne ses inde på banen.

Team Esbjerg fik bedre fat defensivt, og anført af Henny Reistad og Michala Møller begyndte vestjyderne at trække fra.

Mie Højlund blev på mærkværdig vis siddende på bænken, og Team Esbjerg kom foran 16-10 inden pausen.

I anden halvleg kom Mie Højlund tilbage på banen, men Team Esbjerg slap ikke taget i kampen. Og derfor nåede der aldrig at komme stor spænding i finalen.

Dommerne tillod generelt hårdt spil, og det var en fordel for Team Esbjerg.

Reistad og Møller blev ved med at finde på kreative indslag i offensiven, og Odense havde ikke for alvor noget modsvar.

Team Esbjerg spillede med en stor ro og selvtillid og kom foran 28-18, mens energien langsomt forsvandt hos fynboerne, der havde svært ved at passere Anna Kristensen i målet.

Bagud 21-31 nåede Odense til slut at reducere fire gange i træk, men det var kun pynt på en ensidig affære.

Med den fjerde pokaltriumf i træk har Team Esbjerg ikke tabt en kamp i turneringen i mere end fire år.

Tidligere søndag blev bronzekampen spillet, og her vandt Sønderjyske lidt overraskende med hele 32-23 over hjemmebanefavoritterne fra Silkeborg-Voel.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT