Team Esbjerg smider føring og flopper mod falmet storklub
Esbjergenserne måtte nøjes med uafgjort mod hidtil pointløse Buducnost, der udlignede i sidste sekund.
Klubhåndbolden for kvinder er på vej på VM-pause, og i Team Esbjerg har de fået noget at gruble over i de kampfri uger.Den vestjyske klub kom søndag ud for en mindre fiasko, da man smed point på udebane mod Buducnost i Champions League. Kampen endte 34-34, efter at montenegrinerne udlignede på et afrettet skud i sidste sekund.
Da de to hold mødtes i den omvendte kamp for en uge siden, vandt danskerne med 12 overskydende mål, og Team Esbjerg har i det hele taget fremstået i en stærkt forbedret udgave i de senere uger.
Derfor må søndagens pointtab i Montenegro gøre ekstra ondt.
Nok er Buducnost et respektindgydende navn i international kvindehåndbold, men i sin nuværende udgave er man langt fra det niveau, der bragte klubben helt til tops i Champions League i både 2012 og 2015.
Holdet har ikke nået Final 4 i turneringen de seneste otte år og havde ikke hentet et eneste point i dette års gruppespil før kampen mod Team Esbjerg.
De danske gæster så da også ud til at cruise mod sejren og førte 20-16 ved pausen, men i anden halvleg fik holdet problemer med Buducnosts målvogter, Armelle Attingré.
Esbjergensernes forsvarsspil faldt samtidig kraftigt i niveau, og man havde dårligt styr på stregspilleren Ivana Godec, der leverede en stribe mål.
Buducnost åd sig langsomt ind på Team Esbjerg, og to minutter før tid nåede man helt op på 33-33.
En Nora Mørk-scoring og en redning af Anna Kristensen så dog ud til at bringe favoritterne på ret kurs, og Team Esbjerg kunne have afgjort kampen med en scoring i sidste minut.
Men Mørk smed umotiveret bolden direkte ud over sidelinjen, og det åbnede døren for hjemmeholdet.
Itana Grbic' panikskud i slutsekunderne blev rettet af i Team Esbjergs parader og snød Anna Kristensen. Buducnost-spillerne fejrede det overraskende point som en sejr.
Team Esbjerg har ni point efter otte kampe og ligger på fjerdepladsen i gruppen.
/ritzau/
