Team Esbjerg moser franskmænd og får revanche

9. FEB 2025 • 17:34SPORT

Team Esbjerg snuppede sin tredje sejr i træk i Champions League og indtager igen vigtig plads i tabellen.

Brest Bretagne er et af de få hold, som er lykkedes med at få has på Team Esbjerg i denne sæson, men søndag fik vestjyderne revanche.

På hjemmebane vandt Esbjerg Champions League-opgøret med 36-27 og kravler dermed tilbage på den andenplads, som Odense Håndbold snuppede lørdag.

Med to runder tilbage af gruppespillet har det udviklet sig til en dansk strid om andenpladsen, som giver adgang direkte til kvartfinalerne.

I begyndelsen af lørdagens kamp kunne man godt fornemme, hvorfor Brest tidligere er lykkedes med at få Esbjerg ned med nakken.

Franskmændene bed fra sig offensivt, og Anna Kristensen havde ikke mange chancer mellem stængerne.

Men Esbjerg fik stille og roligt styr på defensiven, mens Henny Reistad som vanligt foldede sit tårnhøje niveau ud i offensiven.

Den norske stjerne scorede selv mål på samlebånd og var nok så vigtigt ophavskvinde til mange af de helt åbne chancer, som Esbjerg tilspillede sig.

Cirka midtvejs i første halvleg lykkedes det Esbjerg at hægte Brest af, og ved pause var franskmændene nede med fem.

Føringen holdt sig nogenlunde på samme niveau gennem anden halvleg, og derfor blev det aldrig rigtig farligt for Esbjerg.

Vestjyderne var fortsat flittige i egne angreb, og hvis de ellers sørgede for at løbe ordentligt retur og dermed afværge franske kontraangreb, så ville sejren aldrig komme i fare.

Det lykkedes, og da det gik op for franskmændene, at der ikke var mere at gøre, var det Esbjerg, der begyndte at score de hurtige mål i kontrafasen.

Der blev sågar plads til at spare Henny Reistad en lille smule defensivt i slutminutterne, og det kan vise sig vigtigt, fordi Esbjerg i de kommende uger får rigtig travlt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT