Team Esbjerg knuser Champions League-vinder i 12. forsøg

14. FEB 2026 • 19:32SPORT

I 12. forsøg vandt Team Esbjerg over det ungarske storhold Györ. Det skete med fem mål i Champions League.

Efter at have tabt 11 gange ud af lige så mange mulige i indbyrdes møder fik Team Esbjerg endelig skovlen under det ungarske storhold Györ i Champions League.

Det skete med en hjemmesejr på 33-28 til vestjyderne.

Større skalp kan man ikke få inden for kvindernes klubhåndbold, da Györ har vundet Champions League de seneste to sæsoner og i alt syv gange siden 2013.

Betragtet ud fra stillingen var betydningen af lørdagens kamp minimal dog.

Györ kan fortsat køre førstepladsen sikkert hjem og er allerede sikker på at avancere direkte til kvartfinalerne som en del af top-2.

På samme måde er Esbjerg stort set sikker på at slutte som treer. Holdet kan ikke hentes nedefra, og kun usandsynlige resultater kan hjælpe vestjyderne forbi Metz på andenpladsen.

Kampens minimale betydning kunne læses ved, at Györ kun havde taget ti markspillere med til Danmark, herunder Kristina Jørgensen.

Det skal dog ikke tage noget fra Team Esbjerg, der spillede en forrygende kamp. Særligt norske Nora Mørk var i en klasse for sig med 13 scoringer. Henny Reistad gjorde også sit med ni træffere.

Fra starten dominerede Team Esbjerg, og føringen lød på 11-6 efter det første kvarter, hvorefter udeholdets træner tog timeout.

Det stoppede imidlertid ikke hjemmeholdet, der udbyggede til timålsføring første gang ved 19-9. Halvvejs lød forspringet 21-10.

I anden halvleg lykkedes det for Györ at kæmpe sig op på 18-25, men Esbjerg afgjorde sagerne ved at bringe sig på 31-20.

I slutfasen pyntede Györ på facit, men det ændrede ikke på Esbjergs fornemme præstation.

På tredjepladsen har Esbjerg med en kamp tilbage 19 point. For at gå direkte i kvartfinalen skal holdet forbi Metz, der med to kampe tilbage har 20 point, og derfor må Esbjerg med al sandsynlighed indstille sig på at skulle igennem en knald-eller-fald-runde for at nå kvartfinalen.

Györ topper gruppen med 22 point.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT