Tauson tror på vendepunkt i Melbourne efter svær sæsonstart

17. JAN 2026 • 13:54SPORT

De første to kampe i 2026 er endt med nederlag, men danskeren er fortrøstningsfuld forud for Australian Open.

Tennisspilleren Clara Tauson skal forsøge at hente den første sejr i 2026, når hun mandag indleder Australian Open.

Årets to første kampe er endt med nederlag i opvarmningsturneringer i Brisbane og Adelaide.

- Det er ikke noget, der bekymrer mig overhovedet.

- Jeg har spillet godt til træning, og på et tidspunkt skal det nok komme ud i kamp, siger Clara Tauson.

For halvanden uge siden indledte verdensranglistens nummer 14 den nye sæson i Brisbane med et nederlag på 2-6, 3-6 til belaruseren Aliaksandra Sasnovich.

Nederlaget til Sasnovich, der var nummer 113 i verden, vil Tauson ikke dvæle for meget ved.

- Der var ikke rigtig noget, der fungerede. Jeg kan ikke sætte fingeren på én ting i den kamp. Der var nok flere ting, der gik galt den dag, konstaterer Clara Tauson.

Danskeren lægger i stedet vægt på, at hun følte markante fremskridt, da hun i begyndelsen af denne uge i Adelaide spillede mod australske Ajla Tomljanovic. Her tabte Tauson første sæt 6-7, inden hun valgte at trække sig.

Danskeren ville ikke risikere at forværre en skade, efter at hun havde mærket ømhed i den ene balle.

Inden Tauson trak sig, følte danskeren, at hun fik vist et godt niveau mod Tomljanovic.

- Det var vigtigt for mig at spille et godt sæt mod Ajla. Selvom jeg var hæmmet, så synes jeg, at jeg spillede godt og meget bedre end i den første kamp, siger Clara Tauson.

- Den første kamp er altid lidt svær, og jeg var oppe imod en lidt svær modstander i forhold til, hvad jeg bedst kan lide at spille mod.

De aggressive og mere risikobetonede servereturneringer, som danskeren har trænet frem mod sæsonstarten fungerede ifølge Tauson også tilfredsstillende mod Ajla Tomljanovic.

- Det gik ikke særlig godt i første kamp, men det fungerede godt mod Ajla.

- Hun er en af dem, der server allerhårdest på sin andenserv på hele touren. Det er nærmest som en førsteserv, og jeg synes, at jeg returnerede fint.

- Nu glæder jeg mig til at spille mod én, der server lidt anderledes. Især på andenserven. Det er dér, jeg gerne vil ind og lægge mere pres på i forhold til tidligere, siger Clara Tauson.

Danskerens modstander i første runde i Australian Open er ungarske Dalma Galfi, der er nummer 93 i verden. Kampen spilles natten til mandag dansk tid.

Sideløbende med singlerækken stiller Tauson også op i doublerækken, hvor hun har russiske Anastasia Pavlyuchenkova som makker.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

15. JAN 2026 • 22:44SPORT
Dansk angriber lyner i Bologna-sejr

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT