Tauson mistede energi i nederlag: Det gør pisse ondt

2. JUN 2023 • 20:05SPORT

Clara Tauson følte sig bedre end Elina Avanesyan, men løb tør for energi og tabte i French Opens tredje runde.

Så tæt på ottendedelsfinalen, men endestation i tredje runde.

Clara Tauson var dybt skuffet, da hun havde tabt i French Open til russeren Elina Avanesyan. Efter en fremragende dansk start tabte Tauson 6-3, 1-6, 5-7.

- Jeg har ikke ord for, hvor ondt det gør lige nu. Det var igen en lang kamp, og jeg manglede energi til sidst til at spille mit spil, og det tror jeg også godt, man kunne se. Det gør pisse ondt, siger Tauson på pressemødet efter kampen.

Med kampene i kvalifikationen var det Tausons sjette kamp på Roland Garros.

- Jeg kunne ikke bevæge mig så godt, som jeg har kunnet de seneste mange kampe, og det gik i hovedet til sidst, hvor jeg begyndte at lave mange unødvendige fejl.

- Jeg tabte 100 procent til mig selv og de uprovokerede fejl, jeg lavede. Havde jeg lavet ti mindre, havde jeg nok vundet, men der var ikke mere tilbage i tanken mentalt eller fysisk. Jeg gav alt, jeg havde i tredje sæt.

Det gjorde kun ærgrelsen endnu større, at Tauson følte sig som den bedste spiller.

- Jeg tror godt, at man kunne se, at jeg er en bedre tennisspiller, men det handler ikke kun om tennisslag i en tenniskamp, især ikke over to en halv eller tre timer, siger Tauson.

Hun havde i første sæt og dele af tredje sæt stor succes med sin offensiv og særligt forhånden. Russeren var mere defensivt indstillet.

- Vi spillede på to forskellige måder, og det var hårdt at spille på min måde, fordi jeg intet fik foræret og skulle arbejde for hvert eneste point. Havde det være en almindelig mandag morgen, tror jeg også, at jeg havde vundet.

- Al cadeau til hende for at blive derinde og blive ved med at spille med mig, selv om jeg fik lagt et godt pres på hende i tredje sæt, lyder det fra Tauson.

Danskeren tager trods alt noget godt med fra grand slam-turneringen i Paris.

- Jeg har ikke andet end positivt at sige om denne turnering og præstationerne de to sidste uger. At det så ender, som det gør, er bare mega ærgerligt, men det er en del af sporten.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU