Tauson misser sætbolde og taber igen på græs

22. JUN 2024 • 16:49SPORT

Clara Tauson tabte i kvalifikationen til WTA-turneringen i Eastbourne i to sæt mod russeren Elina Avanesyan.

Clara Tauson har ikke fået den bedste start på sommerens korte græssæson.

Lørdag eftermiddag tabte hun således også sin anden kamp på det grønne underlag.

Det skete i første runde af kvalifikationen til WTA-turneringen i engelske Eastbourne.

Her tabte Tauson med cifrene 6-7, 2-6 til russeren Elina Avanesyan efter at have formøblet sætbolde.

I sidste uge tabte Tauson også sin første kamp, da hun var med i hovedturneringen i hollandske Libéma Open.

I lørdagens kamp tabte Tauson et meget tæt første sæt, før der ikke var så meget at rafle om i andet sæt.

Tauson var bagud 0-3 i første sæt, men brød tilbage til 5-5 efter at have afværget en sætbold undervejs.

Foran 6-5 spillede Tauson sig selv frem til to sætbolde, men formåede ikke at udnytte de gyldne chancer.

Derefter var Avanesyan helt suveræn i tiebreaken, der sluttede 7-1.

I andet sæt fulgte Tauson med til 2-2, men derfra gjorde russeren rent bord og vandt efter 1 time og 18 minutters kamp.

Nu bliver danskerens næste udfordring grand slam-turneringen Wimbledon, der begynder 1. juli.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT