Tauson efter åbningssejr: Det hele fungerede godt

27. MAJ 2024 • 07:54SPORT

Clara Tauson tænkte ikke for meget over modstanderen og hev en flot sejr hjem i første runde af French Open.

Tennisspilleren Clara Tauson tog søndag aften en sikker sejr hjem i første runde af grand slam-turneringen French Open med cifrene 6-2, 6-3 mod tyske Tatjana Maria.

- Jeg synes, at det hele fungerede godt. Jeg kan ikke klage over nogle dele af mit spil overhovedet.

- Jeg tog opgaven seriøst fra start til slut. Jeg vidste, hvad hun kunne, og jeg vidste også, hvad hun ikke kunne. Det fik jeg udstillet meget godt og viste, at jeg var en bedre spiller, siger Tauson.

Fra første færd dominerede Tauson den 36-årige modstander.

Den 21-årige dansker har forbedret sin serv i år, og hun vandt mange point på sin førsteserv. Maria kunne ikke modstå det tryk, der kom fra den danske baglinje, hverken i servesituationen eller i duellerne.

Når danskeren satte førsteserven, endte det i 91 procent af tilfældene med point. Det er en voldsom succesrate.

Sidste gang Tauson mødte Maria, endte det med et dansk nederlag på 4-6, 0-6.

- Det var en lettelse at få revanche. Hun er en svær spiller. Men jeg vil mene, at jeg er en bedre tennisspiller end hende. Det fik jeg vist, mener Tauson.

I næste runde venter der danskeren noget hårdere modstand. Niendeseedede Jelena Ostapenko byder op til slagduel på Roland Garros-anlægget.

Den 26-årige lette vandt tilbage i 2017 netop French Open - hendes hidtil eneste grand slam-titel. Som Tauson er hun kendt for sine hårde slag, så det kan blive en interessant duel.

- Vi spiller meget på samme måde. Vi kan begge godt lide at slå hårdt til bolden, så det bliver spændende, lyder det fra Tauson om duellen mod Ostapenko.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU