Svensk landstræner forlader studie under skænderi med ekspert

28. MAR 2023 • 01:34SPORT

Efter Sveriges sejr over Aserbajdsjan endte landstræner Janne Andersson i mundhuggeri med Bojan Djordjic.

Sverige lammetævede mandag aften Aserbajdsjan 5-0 i EM-kvalifikationen på Friends Arena i Stockholm.

Alligevel er det et vredesudbrud fra den svenske landstræner, Janne Andersson, der efterfølgende fylder i de svenske medier.

Efter kampen stillede landstræneren på vanlig vis op til interview i Viaplay-studiet. Her svarede han på spørgsmål fra værten Niklas Jihde og eksperterne Sebastian Larsson, Fredrik Ljungberg og Bojan Djordjic.

Men det blev tilsyneladende for meget for Andersson, da den tidligere AGF-spiller Bojan Djordjic ville høre, hvorfor angriberen Jesper Karlsson ikke har fået mere end otte minutters spilletid i de to kvalifikationskampe mod Belgien og Aserbajdsjan.

- Otte minutter i to kampe. Hvad er tankerne bag dette, med tanke på at han er i sit livs form?, ville Bojan gerne vide.

- Jeg ved ikke, om han er i sit livs form. Han har haft en god sidste måned. Jeg må udtage 11 spillere. Hvem skal ikke spille?, svarede Andersson.

Mundhuggeriet mellem de to fortsatte, indtil at det altså blev for meget for landstræneren.

- Du står og snakker vrøvl, når vi har vundet 5-0. Tak for i dag, vi ses en anden dag, sagde en tydeligt oprørt Andersson, inden han afleverede mikrofonen og forlod studiet.

På det officielle pressemøde kort tid efter blev landstræneren spurgt, hvorfor han var blevet så vred over et relativt uskyldigt spørgsmål om Jesper Karlssons spilletid.

- Der står en programleder og tre eksperter, og så skal jeg forsvare mig selv. Hvad jeg har gjort, og hvad jeg ikke har gjort efter deres mening. Det er en svær situation. Jeg er et menneske med følelser.

- Jeg forstår godt, at jeg efter 0-3-nederlaget mod Belgien ender i en defensiv tankegang, men et eller andet sted kan man vel godt være lidt glad og positiv, når vi har vundet 5-0.

- Der blev jeg irriteret, sagde Andersson.

Sverige ligger nummer tre i Gruppe F med tre point efter to kampe. Østrig ligger nummer et med maksimumpoint og Belgien nummer to med tre point, men med en kamp i baghånden.

/ritzau/TT

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU