Suveræn sejr sender Holland stensikkert til VM

17. NOV 2025 • 22:42SPORT

Holland begravede Litauen med tre mål på fire minutter i anden halvleg og spillede sig sikkert til VM.

Det hollandske fodboldlandshold er nu også matematisk sikker på at komme til VM i Nordamerika næste sommer.

En 4-0-sejr over Litauen satte streg under Hollands kvalifikation til slutrunden, som reelt kom i hus med uafgjort mod Polen i fredags.

Det betød, at Hollands forspring til polakkerne var på tre point og 13 mål inden sidste spillerunde.

Ronald Koemans tropper behøvede altså bare et point mod Litauen for at sætte tingene på plads, men tog som ventet alle tre.

Der var klasseforskel i Johan Cruijff Arena, og da Tijani Reijnders bragte hjemmeholdet foran efter godt et kvarter, forduftede den sidste rest af spænding.

Manchester City-spilleren modtog en aflevering fra Frenkie de Jong i højre side af feltet og sendte konsekvent bolden ind i modsatte side af målet.

Litauerne er uden sejr i VM-kvalifikationen og spillede også sådan. Balterne udstrålede ingen tro på at kunne drille storfavoritterne, og i anden halvleg gik det helt galt for gæsterne, der indkasserede tre mål på fire minutter.

Først begik Artemijus Tutyškinas uheldigt et straffe, da Matthijs de Ligt headede bolden hen på hans hånd. Cody Gakpo scorede sikkert fra straffesparkspletten.

To minutter senere hamrede Xavi Simons bolden ind i nærmeste målhjørne, og kort efter løb Donyell Malen ganske enkelt fra det litauiske forsvar og gjorde det til 4-0.

Så kunne festen begynde. Resultatet gjorde Polens anstrengelser på udebane mod Malta betydningsløse. Polakkerne kan nu se frem mod playoffkampe til foråret.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT