Stolt Jon Dahl Tomasson forventer og forstår svensk skepsis

1. MAR 2024 • 13:22SPORT

Jon Dahl Tomasson vil skabe tætte bånd til de svenske fans, som, han tror, har tilgivet ham for gestus i 2004.

Jon Dahl Tomasson slog det fast med det samme.

Det ville blive et mareridt for tilhørerne, hvis han skulle folde sig ud på svensk, da han på et pressemøde fredag blev præsenteret som ny, som fodboldlandstræneren kaldes på de kanter.

- Jeg er virkelig dårlig, sagde han på et engelsk, der indeholdt accent fra både Danmark, Holland og England.

Fredag havde han første arbejdsdag i sin nye rolle, og meget entusiastisk fortalte han, at han er glad for muligheden for at blive landstræner.

- Det er specielt at være involveret i landsholdsfodbold. Det gør én stolt, og det er en ære, lød det fra Jon Dahl Tomasson.

Gennem tre og et halvt år var han Åge Hareides assistent på det danske landshold, inden han blev træner i Malmö FF og senest engelske Blackburn, som han forlod for nylig.

Opgaven bliver nu at løfte et nærmest kronisk underpræsterende svensk landshold, som aldrig tidligere har haft en udlænding i rollen som såkaldt förbundskapten. Et tema, som har fyldt meget i den svenske debat.

Jon Dahl Tomasson blev også bedt om at forholde sig til det, og han medgav, at der formentlig vil være en skepsis. Men det lever han med.

- Der vil altid være skepsis. Det er en del af livet og især fodbold. For der er mange holdninger i fodbold - forskellige holdninger. Vi behøver ikke at være enige.

- Men det handler om kvalitet, og så skal vi prøve at skabe et sammenhold med fansene, så vi sammen kan følges ind i en ny æra, sagde Jon Dahl Tomasson.

Han forsikrede, at Sverige kommer til at spille offensiv og underholdende fodbold, men understregede, at der vil komme bump på vejen.

Af den årsag ser han det som en gave, at han får Nations League til at implementere sin stil, og først derefter kommer det altoverskyggende mål - VM-kvalifikationen.

Jon Dahl Tomasson blev forholdt, at han i sin tid som spiller godt kunne virke sky over for omverdenen, og til det erklærede han, at det er vigtigt for ham at vinde fansenes gunst.

- Når man er landstræner, skal man være ekstremt åben for fans og hele landet. Landet ejer landsholdet. Så der skal være en god forbindelse, og man skal være meget åben, sagde han.

Flere gange blev han spurgt ind til EM-slutrunden i Portugal i 2004. Da Danmark mødte Sverige, scorede Jon Dahl Tomasson begge mål i den 2-2-kamp, der endte med at sende begge hold videre fra gruppespillet.

Ved den lejlighed tyssede han på de svenske fans.

- Sådan er fodbold jo. Jeg tror, de har tilgivet mig nu, sagde han med et grin.

Jon Dahl Tomassons første opgave som svensk landstræner blive venskabskampe mod Portugal og Albanien senere på måneden.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU