Spanien har profiler med til møde mod Danmark
Spanien har truppen klar til mødet med Danmark, og det er en profilrig trup, der drager mod Parken.
Danmark skal krydse klinger med et spansk landshold, der har en stribe profiler med til Nations League-kampen i Parken 15. november.Den spanske landstræner, Luis de la Fuente, har udtaget truppen til den kommende landsholdssamling, der tæller et møde med Danmark i Parken.
Med for Spanien er blandt andre holdets anfører, Álvaro Morata, samt FC Barcelona-kometen Lamine Yamal.
Det oplyser det spanske fodboldforbund i en pressemeddelelse.
Foruden Álvaro Morata og Lamine Yamal er vanlige navne som Pedri og Dani Olmo, der begge tørner ud for FC Barcelona, blandt de 26 udvalgte.
Det samme er offensivspilleren Nico Williams, der kom på tavlen i EM-finalen i sommer, hvor Spanien besejrede England og blev europamestre.
Landstræner Luis de la Fuente har også to mulige debutanter med i truppen.
Angriberen Samu Aghehowa fra FC Porto og midtbanespilleren Marc Casadó fra Barcelona er nemlig udtaget til A-landsholdet for første gang.
Spanien møder Danmark i Parken fredag 15. november klokken 20.45.
Det er samtidig første landskamp for den nyansatte danske landstræner Brian Riemer.
Tre dage senere møder Spanien Schweiz på hjemmebane.
Kampene markerer afslutningen på Nations Leagues gruppespil.
Spanien er allerede sikret enten første- eller andenpladsen i Nations League-gruppen, der kvalificerer holdet til kvartfinalerne.
Spanierne skal dog bruge mindst et point i de kommende kampe for at sikre førstepladsen i gruppen.
Kvartfinalerne afvikles i marts 2025, og de fire vinderne spiller senere om titlen i juni.
/ritzau/