Sørgende grækere chokerer England på Wembley
Et døgn efter meddelelsen om en holdkammerats død vandt Grækenland 2-1 på Wembley.
Et døgn efter meddelelsen om den græske landsholdsspiller George Baldocks pludselige død leverede hans holdkammerater en stor overraskelse i Nations League.Efter et sejrsmål i tre minutters overtid vandt grækerne 2-1 over England på Wembley.
Vangelis Pavlidis blev matchvinder ved at score begge mål, men jubelscenerne var forståeligt afdæmpede efter sidste fløjt.
Spillere havde efter eget udsagn knapt sovet om natten op til kampen. Chokket over nyheden om, at Baldock var blevet fundet død i sin svømmepøl i Athen sad stadig dybt.
Spillerne optrådte med sørgebind, og inden kampen holdt grækerne Baldocks spilletrøje med nummer to på ryggen frem som en hyldest til den engelskfødte forsvarer, der blot blev 31 år.
Men trods den tragiske optakt viste de undertippede grækere sig fornemt frem på Wemblev.
Englands Levi Colwill måtte før pausen redde mirakuløst på stregen, og i begyndelsen af anden halvleg slog grækerne til.
Pavlidis fik lov at drible mellem fire passive engelske forsvarsspillere og udplacerede målmand Jordan Pickford med et velplaceret skud.
Gæsterne troede, at de var kommet på 2-0 syv minutter før tid, da Pavlidis igen fik bolden i nettet. Benfica-angriberen var dog akkurat kommet for langt frem, og scoringen blev annulleret for offside.
Det lignede en hård skæbne, da Jude Bellingham kort efter udlignede for England. Men i overtiden udnyttede Pavlidis konsekvent, at Rico Lewis og Levi Colwill gik i vejen for hinanden og bankede bolden ind til 2-1.
Dermed fører Grækenland gruppen i Nations Leagues B-lag med de maksimale ni point for tre kampe. England har tre point færre.
/ritzau/