Skuffet badmintonchef tygger på ændringer efter EM-nedtur
Et finalenederlag til Bulgarien er ikke godt nok, understreger badmintonforbundets sportschef Jens Meibom.
Danmark har haft for vane at tage fra EM for hold med to sæt guldmedaljer, men i år blev det blot til sølv i begge turneringer.Det er ikke godt nok, konkluderer elite- og sportschef Jens Meibom.
Særligt kvindernes finalenederlag til Bulgarien var skuffende for badmintonchefen.
Før i år havde kvinderne vundet syv ud af ni udgaver, siden EM blev etableret i 2006, heriblandt de seneste fem.
Men nederlag til de to foretrukne singlespillere Line Kjærsfeldt og Mia Blichfeldt betød, at det mere forventede nederlag til Amalie Kudsk og Amalie Schulz i damedouble udløste sølvmedaljer.
- Den havde vi ikke set komme for at være helt ærlig, og det er en finale, vi bør vinde. Bulgarerne kan godt spille badminton, og de greb deres chance.
- Men vi bør ikke tabe begge de to første singler til dem. Det var det, der gjorde, at vi tabte holdkampen. Så vi er skuffede, og pigerne er selvfølgelig også selv superfrustrerede og skuffede, siger han.
De danske badmintonmænd havde vundet samtlige udgaver af EM før 2026, men uden skadede Viktor Axelsen tabte de finalen til Frankrig.
Danskerne skal ikke nødvendigvis regne med at generobre tronen lige foreløbig, for franskmændene vil også i de kommende år blive svære at knække, advarer Meibom.
- Vi vidste, at det med fraværet af Viktor Axelsen og Frederik Søgaard ville blive svært for vores herrer mod Frankrig, og jeg synes, at herrernes indsats i finalen var acceptabel.
- Frankrig er blevet dygtige på herresiden - især singlerne - og vi skal gøre os umage for at bide skeer med dem på herresiden fremadrettet, lyder det fra Meibom.
Sportschefen vil nu undersøge, hvad der kan skrues på for at opnå bedre resultater.
- EM for hold har tidligere været en rimelig overkommelig opgave for os. Derfor er vi også før taget afsted med unge spillere, som har fået chancen, mens enkelte af vores bedre spillere er blevet hjemme, fordi vi har været overbeviste om, at vi kunne vinde kampene alligevel.
- Men konkurrencesituationen har ændret sig - især på herresiden.
- Vi tilstræber hele tiden at forbedre os på alle parametre. Derfor evaluerer vi selvfølgelig også dette EM internt og drøfter, hvad vi kan gøre bedre. Måske skal vi have en ekstra træner med, så vi kan give spillerne endnu bedre service og forberedelse til kampene. Det er blandt andet sådan nogle ting, vi skal drøfte, siger han.
/ritzau/
